Alt i alt en rigtig fin vin til prisen, men også en vin, der skiller sig ud fra mængden af syditalienere

Dimarco Salice Salento Riserva 2008, Puglia, Italien

 

I det sydligste Italien – det, som vi også kender som støvlehælen – finder vi Puglia-distriktet, der er delt ind i underområder – blandt andet Salento. Her produceres især solmodne og mørke vine, og derfor er det en smule overraskende, at denne vin møder os med en diskret duft og intro.

 

Efterhånden åbner smagen sig dog op med en pæn fylde og en flot krop, der fortsætter langt ind i eftersmagen. Det er således ikke en vin, der som de fleste syditalienere går lige på og hårdt, men derimod en vin, der udvikler sig fra den rammer smagsløgene, til den atter har sluppet sit tag i smagsapparatet.

 

Eftersmagen er højdepunktet, og den rundes af med masser af frugt, inden der kommer et punktum, der virker en tand mere bastant end nødvendigt – næsten som en lille stærk peber-afrunding.

 

Alt i alt en rigtig fin vin til prisen, men også en vin, der skiller sig ud fra mængden af syditalienere – på godt og ondt.

 

Kr. 75,-

Høj Larsen Vinimport

 

******