Cair savner den sidste dybde.

Luis Cañas Dominio de Cair Cair Cuvee 2020 
Spanien, Ribera del Duero 
Rødvin, Tempranillo 
Normalpris kr. 169,95, Set til kr. 99,95 
Supervin 
3 Stj., 88 Pts. 

Jeg har smagt et par forrygende Rioja-vine fra Luis Cañas, som har blæst mig helt og aldeles omkuld. Helt så positivt falder det ikke ud med vinhusets Cair Cuvee fra Ribera del Duero-området. Som den klassiske Tempranillo, vinene fra dette område ofte er, mangler den sidste dybde og lag i smagen til, at den for alvor skiller sig ud. Det er som, at den ikke har det helt store på hjerte, og at den dermed sætter sig midt mellem flere stole. Det er ikke rigtig friskt, ikke rigtig krydret, ikke rigtig støvet og ikke rigtig frugtigt. Balancen er okay, men den er balanceret på elementer, der ikke gør det store væsen af sig, og dermed bliver det en smule distræt og anonymt.