Lang tålmodighed giver rundhåndet bonus

Scheiblhofer Batonnage 2015 
Østrig, Burgenland 
Rødvin, Blaufränkich/Cabernet Sauvignon/Merlot 
Normalpris kr. 1499,95, Set til kr. 1124,25 
Andrup Vin 
3 Stj., 97 Pts. 

Man kender vel bedst de særlige legepladser med vinrebeller, der mødes på tværs af vingårde, fra Australien, hvor det har givet en stribe fantastiske vinoplevelser, men også nogle deciderede vanvids-sammensætninger, der er svære at forstå. Hvis man skal finde et europæisk modstykke til dette, så skal man til Østrig, hvor vinhuset Scheiblhofer er udgangspunktet for “Club Batonnage”. En samling af store østrigske vinproducenter, der er gået sammen om at prøve grænser og udfordre traditionerne. Med denne vin har de komponeret en voldsom vine med masser af power, masser af fad, masser af smag og masser af muskler. Og når jeg kalder det ‘masser af fad’ skal det ikke forstås som længden på fadlagringen, men derimod fadlagringens betydning for vinens smag. For den har faktisk kun ligget i 18 måneder, men det er nye franske barriques, der er anvendt, og samtidig har man anvendt batonnage-metoden, der kort fortalt en måde at give lagringen et ekstra skud vildskab. For her omrører man vinen, så de døde gærceller giver vinen alt det sidste, de måtte gemme i sig. Her giver det en vanvittigt voluminøs rødvin, der trænger til massiv tålmodighed, når du har åbnet den. For mit vedkommende går der 24 timers fokuseret glas-massage, inden den når sit magiske topniveau med en vild dybde, mørkerøde frugter, og et tørt spark af fad, der giver en ru og kantet fornemmelse. Det er den klassiske østrigske Blaufränkisch-drue, der har hovedrollen, mens birollerne spilles af Cabernet Sauvignon og Merlot. Til sammen giver det en magisk vinoplevelse, der naturligvis er i den tunge pris-ende, men som også har så meget intensitet og power, at du sagtens kan dele den med 4-5 vinentusiastiske kammersjukker. Og så er I altså nede under 200,- pr. mand for en uforglemmelig vinoplevelse, der med længder slår oplevelsen af 2-3 store fadøl til samme pris på den nærmeste bar.