Hillemænd hvor er dette en lækkerbidsken, der trods den spritfulde næse byder på en blød og fin runding i smagen.

A.E. Dor Cognac V.S.O.P. Rare Fine Champagne

Næsten alle typer spiritus kan dele vandene. Enten er det for sødt, for sprittet, for brændende, for klæbrigt eller for parfumeret. Vi har vel alle vores foretrukne varianter, og ved vores smagning af denne cognac var det op ad bakke for flasken, fordi der i forvejen kun var begrænset begejstring for cognac.

Det er en V.S.O.P. i fineste variant, og selv i en cognac-skeptisk forsamling må kæberne samles op fra gulvet. For hillemænd hvor er dette en lækkerbidsken, der trods den sædvanlige spritfulde næse byder på en rigtig fornem blød og fin runding i smagen. Den er nem at drikke, og den viser, at cognac-skepsis ofte kan hænge sammen med manglen på vilje til at investere det, der skal til, for at få top kvalitet.

Skal du forære en cognac væk, og kan du tillade dig at hoppe op i denne prisklasse, så vil du med denne flaske give en højt skattet gave, som modtageren kun kan værdsætte rigtig højt. Men sørg for at forære den til én du kender, så du selv får muligheden for at smage på dråberne ved dit næste besøg. Det vil du nemlig ikke fortryde.

Kr. 429,95
Theis Vine

******