Lidt speciel Valpolicella med en relativt afdæmpet fylde og tyngde.

La Corte del Pozzo 2014, Fasoli Gino Vino Biologico, Valpolicella, Italien

 

Druerne Corvina og Rondinella er gerne kendt som nogle af dem, der bruges til de mægtige Amarone-vine og til de gode Valpolicella-oplevelser. Det er alt sammen vine med en vis fylde – og for Amaronens vedkommende ligefrem tyngde.

 

Her er vi i den lidt modsatte boldgade, for selvom vinen i begyndelsen præsenterer sig med en rigtig flot smag, så er det som om, at der mangler lidt spark i nødderne. Dybden og fylden er med et positivt ord afmålt – skal man skrue den mere rynkede næse på, så er det lidt af en tynd kop te.

 

Men det betyder ikke, at det er en dårlig vin – blot en særlig én af slagsen. For eftersmagen er vældig interessant. Den er yderst diskret og kræver, at man smager gevaldigt efter for at få det fulde udbytte. Men så er den til gengæld også vedvarende og langstrakt.

 

Alt i alt er det en vin, der er til ganske særlige anledninger og ganske særlige smagsløg.

 

Kr. 89,- v/6 stk.

Høj Larsen

 

******