Lækker rund og frugt-fyldig vin som med sin mørke og fornemme stil bare begejstrer fra start til slut.

Catena Malbec 2013, Mendoza, Argentina

 

Det er ikke første gang, at muntrer mig med den argentinske producent Catena. Og det er ikke første gang, at jeg bliver aldeles henrykt over, hvad der sniger sig frem mod mit ansigt.

 

Hjemmehørende i Mendoza, der er Argentinas ubestridt mest betydningsfulde vinområde beliggende inde i landet i den nordlige del af Argentina, findes der en stor vinproduktion med mange spændende vinmagere iblandt.

 

Denne vin er skabt på den argentinske ’nationaldrue’ Malbec, og hvis du har lagt to og to sammen, så ved du allerede nu, at resultatet nok bliver seks. For den bedste drue fra det bedste område i Argentina – skabt af en producent, der har styr på sagerne. Det må og skal give en topoplevelse – også selvom vi ikke er i vinhusets spitze-klasse.

 

Balancen mellem det intense og krydrede sydamerikanske smags-temperament i kanten af smagen og det varmhjertede og blødt omfavnende i midten af smagen, sidder lige i skabet, og hvis jeg kunne rykke et enkelt gram på balancen, ville jeg ikke gøre det. Der er masser af modne frugter med store mørke og bløde bær som første-fornemmelse, og så er der modspillet, der i kanten af munden sørger for, at det hele ikke bliver en sødsuppe, men at der også er muskler og robusthed til, at vinen kan klare de fleste udfordringer på tallerknen.

 

Til en pris under 100 kroner er det seriøst vildt, at man kan få en vin med denne lækre runde og frugtrige fylde, og som i sin mørke og fornemme stil bare begejstrer fra start til slut.

 

Kr. 99,95

Philipson Wine

 

******