Opsigtsvækkende italiener

Opsigtsvækkende italiener

Torre Raone San Zopito 2010, Montepulciano d’Abruzzo, Italien

 

En italiener, der har en rigtig flot og stor smag. Der er en gevaldig fylde i Montepulciano d’Abruzzo-druerne, der til denne vin er høstet så sent, at de er nået at tørre ind, før de er høstet. Det betyder, at vinen får en rustik og fyldig sødme, som forhandleren ganske rammende beskriver som Amarone-agtig.

 

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig forskelle mellem San Zopito og Amarone, for her har vi en lidt mere krydret og skrap fornemmelse på tænderne. Vi er ikke helt over i en ruske-Sangiovese, men forestil dig en fornuftig blanding af en ren Sangiovese – for eksempel Brunello – og en Amarone. Så er du lidt på vej mod en forestilling om denne vin, der selvfølgelig ikke kan have de to vintypers fulde perfektion, fordi både Brunello og Amarone udmærker sig ved at have en meget straight og uforstyrret smag.

 

Her har vi godt nok en enkeltdrue-vin, men som alligevel har et lidt varieret smagsudtryk, der både kan fornøje og forvirre.

 

149,95 v/6 stk.

Andrup Vin

 

******

Fik du læst...