Den store sommerforelskelse - med et hjerte fuld af druer.

Borrón Rosado, Castilla y Leon, Spanien

 

Der er næppe nogen tvivl om forelskelsen hos det unge og charmerende på, der ømt kysser hinandens læber ømme på etiketten af denne rosé. Under deres lidenskabelige kys banker et kæmpe fælles hjerte – fuldt af vin. Jo, det kribler og krabler af sommerforventning fra hårspids til storetå-negl, så det nærmest sitrer i rosé-glasset.

 

Vi var også omkring denne spanske rosé sidste år, og vi var voldsomt begejstrede. Det er vi for så vidt stadig, og om det er en ny årgang eller den samme, kan vi ikke helt blive kloge på. Smagsmæssigt behersker vi os dog en anelse mere end sidst, hvor vi kastede seks stjerner efter den – men det bliver ikke desto mindre til fem af de fine.

 

Det er en saftevandsagtig rosé med masser af mørke og saftige frugter, der fylder glasset med let tilgængelig lækkerhed. Måske er det vores smagsløg, der har været utidigt meget forkælet på det seneste, når vi savner en smule mere kompleksitet og lidt flere nuancer, end vi gjorde for et år siden – og måske er det bare den køligere årstid, vi smager den på, der gør, at vi ikke er helt i rosé-topform endnu.

 

Men ingen tvivl om, at dette er en rosé, der kan skabe glæde hos enhver, der har brug for en vinøs forfriskning på en hed dag eller en lun aften. Det er en god idé at have en røvfuld af dem her på køl, når sommervarmen og grillsæsonen sætter ind – hvem ved, om der pludselig bliver brug for at fugte læberne…

 

Kr. 65,-

D’Wine

 

******