Karakterfuld dybde fra Alicante

Murviedro Sericis Rosé 2023 
Spanien, Alicante 
Rosé, Pinot Noir 
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 119,-  
Andrup Vin 
5 Stj., 93 Pts. 

At rosévine ikke bare er rosévine er denne Sericis fra den spanske Alicante-egn et godt bevis på. Næsten alt er anderledes – bortset fra smagen af sommer og solskin. Den er skabt på Pinot Noir-druer, som ellers ikke ligefrem er de mest udbredte på disse kanter. Den har fået et par måneders fadlagring, hvilket man ikke så ofte gør med en rosé. Og så er den lidt dybere og karakterfuld i smagen, hvilket fadlagringen og de varme, solrige omgivelser helt sikkert har størstedelen af æren for. Men selvom der er mere smag og flere nuancer, end du måske er vant til, så er det både elegant og friskt, og særligt hvis du er ude efter en rosévin, der skal kunne bruges til sommermiddagen, så er Murviedro Sericis et fremragende bud.