Tag med os en tur rundt i de spanske vinområder, der ikke står forrest på de danske vinhylder.

Spansk vin kender vi alt til. Rioja, Ribera del Duero, Navarra, Valdepenas, Calatayud o.s.v. Mange store og velkendte vinområder står bag de største salgsmæssige succes-vine, men der findes naturligvis også et ‘andet’ Spanien. Nogle af de områder, som vi kender fra en masse andre gode ting end vin, kan også lave rigtig flotte druer.

I dette tema beskæftiger vi os med ferieområder som Andalusien og Mallorca, men også med nordlige områder som Bierzo, Rias Baixas, Galicien og Baskerlandet. Bevares, det er ikke de store og voldsomme mængder, vi får væddet tungen i, men det er bestemt ikke uden raffinerede overraskelser, at vi forsøger at komme paletten rundt.

Vi skal smage på rødvine fra den nordvestlige Bierzo-provins, hvor den charmerende Mencía-drue er bemærkelsesværdig. Vi skal en tur omkring den galiciske hvidvins-stolthed Albarino. Vi skal forsøge os med Mallorca-vine, hvor området Pla i Llevant er det stærkeste kort. Og så skal vi en smuttur omkring Cadiz, Granada, Alicante og Rias Baixas.

Kendetegnene for disse områder er, at det nordvestlige Spanien byder på sprød friskhed, det sydlige Spanien byder på solmodne og storladne vine, mens Mallorca har sit eget helt særlige præg, der ligger et sted midt imellem solbrændte og friske rødvine.

Er du til oversøisk vin, så tag et kig på Taberner fra Cadiz eller Senorio de Nevada fra Granada-egnen. Er du til mellemeuropæiske vine, så kig efter vores anmeldelser af Bierzo-, Mallorca- og Rias Baixas-vine.

Om ikke andet får du i hvert fald et klart indtryk af, at Spanien er langt mere end Rioja, Valdepenas og Ribera del Duero.