Supertoscanere og super toscanere er alle super vine fra Toscana.

Sammen med Piemonte er Toscana den vigtigste vinregion i Italien, og der produceres rigtig meget vin her. Den traditionelle Sangiovese-drue er den vigtigste, og den giver frugt til en lang række fantastiske vine – og en række vine, der stiller temmelig store krav til vin-nyderen.

 

Druen kan nemlig være noget så rustik og bombastisk i sin syre, der trækker munden sammen som en lille fesen og sur citron. De bedste Sangiovese-vine kan rumme både den karakteristiske syrlige kant og en solid og blød bund, og her fungerer druen efter min mening allerbedst, men det kan stadig være for surt til nogle, mens andre foretrækker, at syren får lov at vælte frem i sin kompleksitet. De bedste Brunello-vine er rigtig fine eksempler på pletskud, der dog også ofte bevæger sig i de lidt tungere prisklasser.

 

Hvis man tror, at Sangiovese er det eneste, Toscana har at byde på, så tager man imidlertid grueligt fejl. For selvom man skulle tro, at udtrykket ’Super-toscaner’ er en vin med alle de klassiske Toscana-dyder, så er det faktisk betegnelsen for de Toscana-vine, der ikke lever op til de almindelige og traditionelle krav til at blive kvalitetsstemplet. Særligt fordi de er skabt på druer, der typisk har fransk oprindelse – for eksempel Merlot, Cabernet Sauvignon m.v.

 

En super og klassisk toscaner er derfor ikke det samme som en supertoscaner, men én ting kan du være sikker på. Hvis du rammer en vin, der skiller sig ud fra masseproduktionen, så får du en super oplevelse, uanset hvad vinen kalder sig – med al den variation og brogede alsidighed, du kan tænke dig.