Smagen er ikke bare fyldig, rund og tiltalende men også meget ren og charmerende på en blød og imødekommende måde.

Seven Falls Cellars 2012, Wahluke Slope, Washington, USA

 

Washington er en lidt særlig vinregion fordi den trods sin nordlige placering byder på enormt runde og bløde vine. Sammenlignet med andre nordligt producerede vine fra USA, finder vi ofte en mere fyldig type af vine i Washington, og uden at det bliver California-like, så passer vinene ganske fint til vores nordeuropæiske smagsløg.

 

Prisen på Washington-vine passer os til gengæld knap så fint, for vi er ofte et godt stykke over en hundredekrone for en publikumspleaser, der er mere blød og rund, end den er skarp og ung.

 

Seven Falls Cellars står bag denne Cabernet Sauvignon fra Wahluke Slope i Washington, og det er en amerikansk rødvin med alt, hvad fordomme og forventninger kan ønske sig. Der er masser af vanille-fadsmag, end frugtrig blødhed, godt med bær og fint afstemte krydderier.

 

Men der er noget, der skiller denne vin ud fra den store mængdemæssige mainstream-masse. Smagen er ikke bare fyldig, rund og tiltalende men også meget ren og charmerende på en blød og imødekommende måde.

 

Det betyder, at Seven Falls bliver en vin, der undgår at falde i den søde grød med hundrede sammenlignelige vine, men i stedet stiller sig på kanten af mainstream – men med en personlig og ren stil.

 

Kr. 125,- v/6 stk.

A Vinstouw

 

******