Fint og blød landing hos det brede publikum. Måske for sød for Sangiovese-fans, men en mild og let tilgang til nye nydere af druen.

Caveja Rubicone 2013, Sangiovese, Italien

Fra Emilia-Romagna kommer denne Sangiovese-vin, der ikke er den helt rene vare, men næsten. Tilsat 15% af forskellige hemmelige lokale druer, er det dog Sangiovesen, der fylder langt det meste, men det er en vin, som har et langt blødere udtryk, end Sangiovese ellers præsterer.

Faktisk er det lige før, at der er lidt syditaliensk Primitivo over vinen, men den tykke saft får fornemt og massivt modspil af Sangiovesens skrappe kant. Det betyder, at vinen bliver enormt fyldig med masser af forskellige nuancer og indtryk, og man kan måske godt argumentere for, at indtrykkene også er for mange.

Det er lidt som om, at vinen vil det hele og derfor får et lidt mudret udtryk, men det er stadig en meget spændende og interessant vin med en varieret og lang eftersmag.

Caveja er fremragende til prisen, og den lander fint og blødt hos det brede publikum. Er du Sangiovese-fan er den nok lidt for sød for dig, men vil du prøve en mild og let tilgang til Sangiovesens skarpe kant, så har du en virkelig fin indgang her.

Kr. 79,-
Andrup Vin

******