Regard d’Artiste Vin Rouge 2024
Frankrig, Vin de France
Rødvin, Grenache Noir/Merlot/Cinsault
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 79,95
Supervin
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
91 Pts. – Fornuftig
Det her kunne sagtens blive det helt store hit på de rigtig varme sommerdage. For det er en helt særlig størrelse, der hverken smager som rødvin, rosé, saftevand eller søde bobler. Skal jeg sammenligne med noget, skulle det være Brachetto uden bobler. Men så skal jeg også til at forklare, hvordan Brachetto smager, og så er vi for så vidt lige vidt (det er Moscatoens røde fætter/kusine, der har lidt mere bid, men som stadig er utroligt drikkevenlig). Regard d’Artiste er saftigt, blødt og sprødt i smagen, samtidig med at der både er en flot nuancerigdom i den friske kant og flere lag af spændende frugter. Alkoholniveauet er nede på 11%, du kan stadig få rigtig meget ud af vinen, selvom den er iskold – og på alle måder er det et flot, anderledes og rigtig spændende bud på en forfriskende og alternativ sommervin.