Sommeren står for alvor for døren, og selvom sommeren mest kalder på lette, sprøde og kølige vine, så er der nogle, der foretrækker lidt mere power til grill-menuen, eller som bare gerne vil være godt forberedt, hvis der skulle komme en kølig regnvejrsdag. Derfor er der her samlet en række vine, der kan blive fine oplevelser for dig i løbet af sommeren.
A Pie de Terra El Surco 2023
Spanien, Mentrida
Rødvin, Garnacha
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 159,-
Jysk Vin
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
94 Pts. – Lækker
Garnacha kan så meget forskelligt. Måske kender du bedst druesorten som en del af kraftige blends fra Rhone, eller også kender du den fra solbrændte og powerfulde vine fra Spanien. Begge dele kan være helt fantastiske, ingen tvivl om det. Men hvis du også vil kende en helt anden side af Garnacha-druen, så søg mod vinene fra højderne omkring Madrid. F.eks. denne vidunderlige vin fra Mentrida, for her får du helt lys, ren og saftig Garnacha. Har du aldrig smagt cool Garnacha, så skylder du dig selv noget, for selvom det er helt i skoven at sammenligne med Pinot Noir, så er letheden og saftigheden alligevel et sammenligningspunkt. Udtrykket er en smule grumset i glasset, og det er garanteret fordi, vinen er ufiltreret. Det gør bare, at frugten bliver bevaret endnu bedre i smagen, der fremstår elegant, klar og knivskarp.
Alvar de Dios Camino de los Arrieros 2022
Spanien, Castilla y Leon
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 199,-, Set til kr. 175,-
Jysk Vin
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
93 Pts – Glimrende
Glem alt om ‘almindelig’ spansk rødvin fra Castilla y León, for området, der både omfatter dele af Ribera del Duero og Toro, giver ofte tunge, bombastiske og mørke vine. Men her får du en vin, der er sammensat af seks forskellige druesorter – med Tempranillo som den eneste, de fleste vil genkende. De er samlet i et lyst og let udtryk, der er saftigt og frugtdrevet, og som har en spændstig syre. Blide frugtflader og kantede syre-modspil går op i en højere enhed i en vin, der ikke minder om noget af det, du normalt forventer af en spansk rødvin.
Ocampo Vijariego Negro 2023
Spanien, Tacoronte Acentejo
Rødvin, Vijariego Negro
Normalpris kr. 285,-, Set til kr. 255,-
Jysk Vin
4 Stjerner – Pengene værd
92 Pts. – God
Det er ikke mange rødvine fra Tenerife, der skænkes i danske vinglas. Og det kan der være flere årsager til. Først og fremmest findes der ikke ret meget vin fra Tenerife, og den andel der eksporteres til Danmark er minimal. Dernæst er det selvfølgelig også en medvirkende årsag, at man typisk bruger druesorter, der ikke er så velkendte for os danskere, og derfor kan det være utrygt at købe en vin derfra. Listán Negro er vel den mest udbredte druesort, som producenten Ocampo også byder på. Men her er det den endnu mere ukendte (og tungebrækkende) Vijariego Negro, der er anvendt. Den giver en dejlig vin, der har mere farve og mere dybde end andre Tenerife-vine, men stadig slet ikke i nærheden af det, du oplever fra det spanske fastland. Det er en typisk ø-vin, hvor man fornemmer havets påvirkning af afkøling af druerne, men her er også grebet rigeligt med solstråler til, at der er modenhed og dybde i frugten.
Altanza Crianza 2021
Spanien, Rioja
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 125,-, Set til kr. 109,95
Jysk Vin
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
91 Pts. – Fornuftig
Med 12 måneders fadlagring er der en powerfuld struktur over Altanza Crianza. Lagringen på franske egetræsfade kan nogle gange give det lidt gammeldags og støvede Rioja-præg, men her er 2/3 af fadene brugte, og det medvirker til, at fadtyngden ikke bliver så voldsom endda. I stedet har vinen en blød og behagelig side, der gør den til en meget fornuftig Rioja-oplevelse, der både giver de klassiske Rioja-vibes men også en lidt mere moderne og tilgængelig stil.
La Bastide Saint Dominique Cotes du Rhone Villages 2023
Frankrig, Rhone
Rødvin, Garnacha/Syrah/Mourvedre/Carignan
Normalpris kr. 155,-, Set til kr. 139,-
Jysk Vin
4 Stjerner – Pengene værd
91 Pts. – Fornuftig
Rhone rimer ikke så godt på dansk sommer, og slet ikke når det er Rhone-vin af den mere krydrede slags. Denne La Bastide hører til de vine, der med fordel kan gemmes til efterårets mere robuste madretter, for det er en vin, der med sit blend af Garnacha, Syrah, Mourvedre og Carignan har mere fokus på power og muskler end på elegance og finesse. Til gengæld gør den det ganske fint på den intense og slagkraftige side, hvor dens lag af frugter og krydderier vil passe til mange krydrede gryderetter.

Sylvain Morey Panorama Rouge 2022
Frankrig, Rhone
Rødvin, Syrah/Grenache/Carignan
Normalpris kr. 155,-, Set til kr. 155,-
Otto Suenson
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts. – Okay
Faktisk hører Sylvain Morey til i Bourgogne, men her folder han sine talenter ud i Rhone. Det giver ham nogle andre druesorter at arbejde med, og det forunderlige ved ham er, at han formår at bringe nogle af Bourgogne-inspirationerne med sig, selvom Pinot Noir er skiftet ud med mere korporlig Syrah og Grenache. Inden vi går helt i selvsving, så er der selvfølgelig langt til Bourgogne-stilen, men selvom vi er i et mærkere og varmere smags-univers, så holdes Panorama Rouge i et let og naturligt leje, hvor man fornemmer de urtede nuancer, der nogle gange går tabt i tunge frugter, når man kigger ud over Rhone-producenterne. Sylvain Morey formår at forene kraftfuld kompleksitet og mere elegante nuancer, så det faktisk fungerer ganske godt. Men stadig en vin, der mere henvender sig til Rhone-fans end Bourgogne-freaks.

Sylvain Morey Panorama Blanc 2023
Frankrig, Rhone
Hvidvin, Blend
Normalpris kr. 155,-, Set til kr. 155,-
Otto Suenson
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts. – Okay
I Bourgogne er Sylvain Morey begrænset af, at det stort set kun er Charonnay og en smule Aligoté-druer, han kan lege med. I Rhone kan han vælge og vrage mellem langt flere sorter, og det har han gjort brug af i denne Panorama Blanc, der egentlig lever fint op til sit navn. For den er lidt som et panorama-billede ud over de forskelligtartede vinmarker i området, hvor han både gør brug af Grenache Blanc, Vermentino, Clairette, Ugni Blanc, Bourboulenc, Roussanne, Marsanne og Viognier. Druesorter som Roussanne og Marsanne giver typisk et meget karakteristisk præg, man ikke finder så mange andre steder end i Rhone, men her er de to druesorter med til at skabe et smagsbillede, hvor de ikke dominerer, men hvor de forenes med både lettere, mere blomstrede og mere friske nuancer. Det fungerer fint, men hvis du ikke er indstillet på at nørde vin – men bare gerne vil nyde – så bliver det måske lidt for komplekst.
Jean Michel Gerin La Champine 2023
Frankrig, Rhone
Rødvin, Syrah
Normalpris kr. 195,-, Set til kr. 170,-
Jysk Vin
4 Stj. – Pengene værd
90 Pts. – Okay
Kraftig og robust Syrah fra det nordlige Rhone, hvor der er skruet betragteligt op for både power, krydderi og mørke noter. Det hænger fint sammen, men det er ikke en vin for dig, der endnu ikke har fundet kærligheden til det nordlige Rhone. Så skal du nok starte et lidt blidere sted.

Rudi Rüttger Spätburgunder Reserve Neuleininger Sonnenberg 2022
Tyskland, Pfalz
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 99,95
Supervin
4 Stjerner – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Rudi Rüttger rammer sjældent forkert, for der er så meget kvalitet i vinene fra Pfalz-producenten, at man aldrig skal frygte, at der er gået på kompromis. Det her er bestemt heller ikke et fejlskud, for denne Reserve fra Neuleininger Sonnenberg smager rigtig fint. Jeg bliver bare en lille smule forstyrret af den lidt for markante dybde, der har lidt for stor distance til lækre og friske noter i toppen af smagen. Det smager dejligt, men jeg mangler lige det sidste i koblingen af udtrykkene til, at jeg bliver helt begejstret.

Dominio de Cair Cuvee 2022
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo/Merlot
Normalpris kr. 169,95, Set til kr. 99,95
Supervin
4 Stj. – Pengene værd
88 Pts. – Gennemsnitlig
Mens Cair lige nu imponerer med La Aguilera-vinen, er det lidt mere anonymt i denne Cuvee, der er mørk, robust og en smule undvigende i sin stil. I stedet for at dyrke det karakteristiske i Tempranillo-druerne, er det som om, der er blevet tilsat Merlot for at bløde de temperamentsfulde Tempranillo-noter op. Det forpurrer muligheden for at skabe noget særligt – i stedet bliver det lidt for meget en vin, der smager okay, men ikke rigtig skiller sig ud fra mængden.

Due Normanni Rosso 2024
Italien, Sicilien
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Syrah/Merlot
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 85,-
Den sidste flaske
4 Stjerner – Pengene værd
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Sicilien har så meget karakter i de traditionelle og lokale druesorter som Nerello Mascalese og Nero d’Avola, at det ærgrer mig, når en vinbonde vælger at sætte sorter som Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot på sin mark. Det varme klima må alt andet lige gøre det svært at styre de robuste sorter, og her bliver det da også lidt for meget sødsuppe og mørke krydderi-stritterier i mange retninger til, at det for alvor fungerer.
Casa dei Fanti Susumaniello 2023
Italien, Salento
Rødvin, Susumaniello
Normalpris kr. 79,95, Set til kr. 59,95
Vinøen
4 Stjerner – Pengene værd
88 Pts. – Gennemsnitlig
Ofte er Susumaniello en korporlig oplevelse fra den sydlige del af Italien. Her er vi stadig nede omkring støvlehælen af fastlandet, og Susumaniello-druen har stadig suget masser af solskin og modenhed til sig. Men faktisk formår den at være lidt mere luftig, end jeg ofte oplever Susumaniello, så det bliver lidt nemmere at håndtere de 15% alkohol og den dybe og frugtgrøds-agtige smag.
Jose Maria de Fonseca Anticiclone Tinto 2022
Portugal, Setubal
Rødvin, Castelao/Aragonez
Normalpris kr. 89,95, Set til kr. 59,95
Vinøen
4 Stj. – Pengene værd
88 Pts. – Gennemsnitlig
Så er vi i Portugal og i Setubal-området, hvor denne vin er skabt på Castelao og Aragonez-druer. Det smager fint nok, og der er præg af det varme portugisiske klima, uden at det bliver tungt og bombastisk. En ret gennemsnitlig vin, der passer fint til sin pris, og som smager fint til dig, der gerne vil have godt med smag, uden at du bliver unødigt udfordret.
La Campagne Chardonnay 2024
Frankrig, Pays d’Oc
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. Set til kr. 59,-
Kjær Sommerfeldt
4 Stjerner – Pengene værd
88 Pts. – Gennemsnitlig
La Campagne laver en af de mest populære Sauvignon Blanc-vine, der sælges i Danmark, og det er de vanvittigt gode til. For min skyld kunne de godt nøjes med at lave den, for det bliver mere anonymt, når de kaster sig over Chardonnay-druen, der ikke rigtig formår at imponere på hverken friskhed, dybde, blødhed eller kant.
Douro Dog NV
Portugal, Douro
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 79,-, Set til kr., 50,-
Vinøen
4 Stjerner – Pengene værd
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Portugisisk vin til en 50’er – med en sød og charmerende vovse på etiketten. Jaja, det er, hvad det er, og det smager såmænd fint nok. Vi er i den runde og sødfrugtede afdeling, der kan sammenlignes lidt med syditaliensk Primitivo, omend der er lidt mere krydderi her. Du skal ikke forvente at få en vin, der smager af langt mere, end den koster, men til prisen er det fair nok.
Messeri Appassimento Ltd. Edition 2023
Italien, Puglia
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 50,-
Vinøen
4 Stjerner.- Pengene værd
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Det er Appassimento, som den slags nu engang smager i denne prisklasse. Jeg kunne godt bruge et eller andet, der brød den massive og sødmefulde smag, men det er en vin, der nøjes med at være en god version af, hvordan Appassimento smager, når det smager fuldstændig efter bogen.
Conte Parelli Appassimento 2023
Italien, Puglia
Rødvin
Normalpris kr. 89,95, Set til kr. 65,-
Vinøen
4 Stjerner – Pengene værd
86 Pts. – Kan gå an på en dårlig dag
Hvis du bevidst køber en Appassimento fra Puglia, så er det jo fordi du går efter en blød vin med en vis sødme. Det får du bestemt også i denne vin – og der er endda skruet lidt op for det hele. På den måde smager den lidt som om, at det er power og frugtfedme for powerens og frugtfedmens skyld.
Meyrac Estate Pinot Noir 2023
Frankrig, Pays d’Oc
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 79,95, Set til kr. 59,95
Vinøen
4 Stj – Pengene værd
86 Pts. – Kan gå an på en dårlig dag
Billig fransk Pinot Noir er sjældent den helt store oplevelse, og det er Meyrac Estate heller ikke. Det smager ikke decideret grimt, men det er bare svært at udligne uskarpheder i en Pinot Noir, i forhold til druesorter med mere sødme og power. Det her bliver lidt kedeligt og relativt intetsigende – en vin, der sigter mod midten og ikke rigtig rammer andet.
