FORNEM OG MODEN AMARONE
Afstemt Amarone i uhørt balance

Trabucchi d’Illasi Amarone della Valpolicella 2015   
Italien, Valpolicella  
Rødvin, Corvina/Corvivone/Rondinelle/Oseleta  
Normalpris kr. 649,-, Set til kr. 449,-   
www.andrupvin.dk  
4 Stjerner – Pengene værd  
96 Pts. – Mageløs  

Der er mange, der sværger til Amarone til julemiddagen. Om flertallet egentlig ved hvorfor, er mere uklart, for nogle gange er det min fornemmelse, at det mest er fordi, det lyder godt, og fordi det er dyrt. Ikke dermed sagt, at du ikke kan lande på en Amarone, hvis du gør dig umage med dit valg af julevin, for nogle Amarone-vine passer ganske perfekt. Det er bare ikke alle, så vælg med omhu, hvis det er. Og hvis budgettet er til det, er min helt klare Amarone-anbefaling, at du vælger Trabucchi d’Illasi, for den har alt det, jeg savner i de mere bombastiske og vilde Amarone-vine. Her er vi tilbage i 2015-høsten, og det betyder, at den kraftfulde druesammensætning har fået rigelig tid til at falde til ro. Samtidig har hele 48 måneders fadlagring på små franske egetræsfade været med til at forme den til en helstøbt og flot oplevelse, hvor de 17% alkohol ikke fornemmes som kraftfuld styrke, men derimod som intens frugt og kompakt fasthed. Den har alt det, der skal til, for at hamle op med den fede julemiddag og alt det tilbehør, der hører sig til, og så er den faktisk ikke engang for kraftig til at nyde et glas efter maden. Modenheden, strukturen og balancen er ret uhørt, men prisniveauet vil selvfølgelig afskrække nogen.