På de bløde skråninger mellem Rodeberg og Zwarteberg i det sydvestlige Heuvelland, ligger Entre‑Deux‑Monts. Vi er meget tæt på grænsen til Frankrig, og her finder vi et af de mest markante og moderne belgiske vinhuse. Martin Bacquaert er manden med de vinmæssige visioner, og med sin blanding af teknisk præcision, naturforståelse og en ydmyghed, der kan få selv en dansker til at synes, at han er lidt underspillet, har han sammen med sit team gjort vingården til et pejlemærke for, hvad belgisk vin kan være, når ambitionen er høj og tålmodigheden lang.
Det er nu ikke fordi, Martin Bacquaert har bygget det hele op fra bunden. For det var hans bedstefar Jean, der opkøbte jorden. Farmand Yves havde et talent for iværksætteri og handel, og han trak ambitionerne i en mere konkret retning, mens Martin Bacquarts plantede de første vinstokke, og med hans faglighed indenfor vinproduktion er der fuld plade på succes-opskriften. Det ville undre mig, hvis ikke Entre-Deux-Monts snart var at finde på vinhylderne udenfor Belgiens grænser. Stilen passer eminent til de skandinaviske lande, hvor den eneste udfordring nok ville være den klassiske nordiske skepsis overfor noget, der føles lidt usikkert. For det ville kræve mod at vælge en belgisk vin fremfor en fransk eller tysk. Desværre – for guderne skal vide, at vi skandinaver snyder os selv for mange flotte oplevelser, når vi glemmer at tage nysgerrigheden med os ind i vinbutikken.

Heuvelland er ikke et vildt bjerglandskab som Alperne. Det er ikke varmt som Provence, og det er ikke præget af de voldsomme temperaturudsving, der giver Ribera del Duero sin helt særlige stil. Men det har sit helt eget mikroklima, der passer eminent til mousserende vine – og til hvidvine med kompleksitet og friskhed. Og ja, så er der klimaforandringerne. Lige så skræmmende, ødelæggende og skrækkelige, de er, lige så meget øger de behovet for, at vi vin-elskere er nysgerrige på nye områder. For de seneste år har varmere somre og længere modningsperioder givet nye muligheder hos Entre-Deux-Monts, hvor stilen kan blive endnu mere kompleks, og hvor sæsonerne kan blive længere.
At Belgien er et ‘nyt’ vinland viser sig blandt andet i, at der er lidt mere plads til at eksperimentere. Der er ikke gamle historiske regler for, hvilke druer, der må sættes sammen, og der er ikke traditioner for, hvad der er rigtigt og forkert, som man finder i de traditionelle vinlande. Det kan være farligt – men det kan også være fortryllende. Når man som Entre-Deux-Monts tilgår eksperimenterne med ydmyghed og sund skepsis, så kan der komme magi ud af det.
I 2004 blev vinhusets første 1000 vinstokke plantet, og i dag har Entre-Deux-Monts hele 20 hektar. Det giver en årlig produktion på 120.000 flasker. Ikke alverden, når man sammenligner med de allerstørste fra de største vinlande, men for en ung vingård i et land som Belgien, er det alligevel noget. Det giver en robusthed og en ballast, som gør det muligt for Entre-Deux-Monts at fortsætte udviklingen. Både som vingård – men også som pioner indenfor belgisk vin. Og det gør de bedst, som de gør det i dag. Uden intentionen om at konkurrere med Bourgogne eller Champagne, men ved at være sig selv.
Find din nysgerrighed frem – og prøv noget nyt. Belgien er fuld af interessante producenter, og Entre-Deux-Monts går gerne forrest og viser, hvorfor det er værd at betragte Belgien som et ‘rigtigt’ vinland.

