Coteaux Bourguignons Louis Jadot 2016 ; Rødvin ; Gamay/Pinot Noir ; Bourgogne ; Frankrig ; ★★★★★☆ ; Kr. 99,-.

Coteaux Bourguignons Louis Jadot 2016

Rødvin ; Gamay/Pinot Noir
Bourgogne ; Frankrig
★★★★★☆
Kr. 99,-
Kjær Sommerfeldt

Jeg møder relativt ofte spørgsmålet om, hvilken rødvin, man skal drikke, hvis man har en tendens til at få hovedpine af de vidunderlige druer. Umiddelbart bør man gå efter Pinot Noir eller Gamay, men ingen af dem er helt idéelle i sig selv. Pinot Noir kan have en smule for meget syre, mens Gamay desværre ikke så ofte holder den kvalitet, man søger (med mindre man er klar til at bruge et ordentligt velpolstret betalingskort). Beaujolais-druen Gamay er her sat sammen med Pinot Noir, og smagsmæssigt rammer de en aldeles fortrinlig smag, der i forhold til druesorterne fremstår mørkere end forventet, men som smagsmæssigt byder på en frisk men fyldig og saftig stil. Det er sommerbær og sommersaft, der får et lille men velfungerende modspil af syre og krydderi og med en behersket alkoholprocent på 12. Jeg har ikke de dersens hovedpine-problemer, men teknisk set burde denne være venlig mod folk med den slags udfordringer – uden at den overhovedet går på kompromis med smagsniveauet. Dette er en let, rar, charmerende og læskende rødvin, der i relativt kølig forfatning er helt og aldeles formidabel til sommerens hyggestunder.