Eksperimenterende australiere bedst på rødvin

Man kan sige meget om australsk vin. Men det er sjældent kedeligt at gå på opdagelse i. Særligt siden årtusindskiftet er der kommet mange nyskabende og interessante vinhuse, der dog også ofte svinger mellem at skabe vine, der får os anmeldere til at falde på røven – eller at mislykkes totalt, så vinhuset selv går på røven.

Der er blevet eksperimenteret med stort set alle tænkelige druesorter, og selvom det stadig er de klassiske druesorter, der er mest udbredt, så har australske vinmagere forsøgt sig med næsten alt, hvad man kan forestille sig.

Mange af de nye australske vinhuse ved, at en lang historie er vigtig. Det gælder også Zontes Footstep, der dels er opkaldt efter den spise-drue, der blev plantet på husets oprindelige marker for over 100 år siden – dels efter fodaftryk fra en af de lokale dyre-arter, der har levet i området.

Derudover giver Zontes Footstep deres vine liv og personlighed med opfindsomme etiketter, der også fortæller en historie hver for sig. Det åbner op for et univers, hvor der er plads til at lege, drømme og eksperimentere, hvilket også kommer til udtryk i vinene.

De røde vine fra Zontes Footstep sætter de største fodaftryk. Klassisk Shiraz, spændende Cabernet Sauvignon og smagfuld Pinot Noir. På den hvide side finder vi robuste vine på Pinot Gris og Sauvignon Blanc og en behersket og lidt fersk Chardonnay. Endelig sætter Zontes Footstep prikken over i’et med dessertvinen Witching Hour.

Det er særligt dessertvinen og de mest vellykkede røde vine, der får Zontes Footstep til at fæstne sig i bevidsheden. Mine tre favoritter er alle fra vinhusets marker i McLaren Vale. En klassisk bulderbasse af en Shiraz, en ret sindssyg Cabernet Sauvignon og en lidt mere frugtig og sprælsk Shiraz. 

På de hvide vine er det Pinot Gris-vinen, der tiltaler mig mest. Chardonnayen bliver lidt tyndbenet i frugten, mens Sauvignon Blanc-vinen er meget langt fra at være det, jeg ville forvente af en Sauvignon Blanc.

Samlet set er Zontes Footstep et spændende hus, der både leverer de klassiske og de nyskabende sider af australsk vinproduktion. Og det er en god mulighed for at prøve forskellige stilarter fra forskellige australske områder, hvor der stadig er en rød tråd. Det bedste fra Zontes Footstep er rigtig godt, men der er også et par svipsere imellem.


Zontes Footstep Z-Force 2017
Australien, McLaren Vale
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 399,95, Set til kr. 349,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 95 Pts.
Man kan ikke løbe fra, at Z-Force er en fætter med et tungt prisskilt. Men den kan altså også bære det. En flot og helstøbt Shiraz, der ikke er helt så bamset, som de nogle gange kan være fra Barossa Valley. Her er der en flot afrundet kant og plads til en masse nuancer, som gerne kendetegner vinene fra McLaren Vale, når de er mest vellykkede. Her er mærke frugter og modne blr, men der er også den syre og frugt-dybde, der sender Z-Force op i den rigtig høje kategori af lækre rødvine.


Zontes Footstep 1st off the rank 2021
Australien, McLaren Vale
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 179,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 95 Pts.
De fleste forbinder Australien uløseligt med Shiraz, men der dyrkes næsten alle druetyper i det store land. Og hvis man er heldig og udvælger sin Aussie-Cab omhyggeligt, kan der være store oplevelser i vente. 1st off the rank er noget af det bedste australske Cab jeg har smagt i denne prisklasse. Masser af fed frugt, mørke lakridsede noter og en god portion urter, der giver et friskt modspil til de mørke frugter.


Zontes Footstep Witching Hour (50 cl.)
Australien,  Langhorne Creek
Dessert, Viognier
Normalpris kr. 499,95, Set til kr. 449,-Andrup Vin
4 Stjerner, 94 Pts.
Der laves ikke ret mange af denne fortified Viognier. Og når man smager den, forstår man hvorfor. Det er vildt koncentreret og kompakt i både smag og struktur. En enormt cremet dessertvin, der med sin tyktflydende konsistens bør være godt afkølet for ikke at blive for tung. Meget velskabt, men især til dig, der vil have det rigtig sødt og rosinagtigt.


Zontes Footstep Age of Enlightenment 2018
Australien, McLaren Vale
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 399,95, Set til kr. 349,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 94 Pts.
En Shiraz, der er meget udtryksfuld i sin frugt og i sine krydderier. Her er masser af sprælske, modne frugter og noter, der giver et nuancerigt billede, men som også stiller krav til, at der skal mad på bordet. For her er store flader af dybe frugter, mørke bær og lidt chokolade. Fadlagringen sætter sit præg og er med til at afrunde et rigtig flot udtryk på denne Shiraz.


Zontes Footstep Baron von Nemesis 2019
Australien, Barossa Valley
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 179,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 93 Pts.
Her har vi en ærke-australsk Barossa-klassiker. Bløde markante frugter og en masse mørke krydderier sender straks tankerne i retning af en oplagt vin til juleaften, hvor der både skal håndteres den ene og den anden smagsretning på menuen. Baronen vil vældig gerne tage plads side om side mad fedme, sødme, syre og tyngde. Meget vellykket, hvis du er til helt klassisk australsk Barossa-Shiraz.


Zontes Footstep Dawn Patrol 2022
Australien, Adelaide Hills
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 179,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 92 Pts.
Zontes Footstep har valgt de køligere og lidt højere beliggende marker i Adelaide Hills til at finde druerne til deres Dawn Patrol, der er sammensat af Pinot Noir. Også denne genre håndterer de rigtig fint, for de får skabt det mere nuancerede og luftige udtryk, jeg forventer af en Pinot Noir. Selvom smagen er præget af bær og lyse frugter, fornægter husets lidt muskuløse tendenser sig ikke, og de lyse nuancer samler sig til en relativt smagsintens forestilling. Det er ikke noget minus – men jeg havde gerne gået på opdagelse i de lettere nuancer, hvis de havde været der.


Zontes Footstep Hills are Alive 2017
Australien, Adelaide Hills
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 199,95,  Set til kr. 179,-Andrup Vin
4 Stjerner, 91 Pts.
Denne Shiraz fra Zontes Footstep har et lidt lettere præg end de øvrige. Her er vinen skabt på druer fra Adelaide Hills, der er lidt køligere, og det giver en knap så bastant frugt. De krydrede nuancer, som man finder i mange af husets røde vine, er dog bevaret, og det giver en lidt speciel balance. Det virker fint, men det er midt mere tricky at gå til end mange af de andre Zontes Footstep-vine.


Zontes Footstep Shades of Gris 2021
Australien, Adelaide Hills
Hvidvin, Pinot Gris
Normalpris kr. 154,95, Set til kr. 139,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 90 Pts.
Det virker ikke som om, at det falder gutterne i Zontes Footstep helt naturligt at lave hvidvin. De er gode til at skabe tyngde og få smagsnuancerne ud over rampen, men de har det lidt sværere, når der også skal gøres plads til elegance og lethed. Shades of Gris (Gris betyder jo ‘grå’) er den mest vellykkede af de hvidvine, jeg har smagt fra Zontes. Men det virner næsten over-ambitiøst og for meget af det gode. Grape-agtig bitterhed og parfumerede noter fylder glasset, og keg er lidt i syv sind. For på det balancerer egentlig fint – men det er med stor tyngde på begge vægtskåle.


Zontes Footstep Lake Doctor 2018
Australien, Langhorne Creek 
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 159,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 89 Pts.
Denne Shiraz fra Langhorne Creek – lidt syd for Adelaide – er en lidt spøjs oplevelse. For frugterne er ikke så marmeladeagtige og sødmefulde, som mange andre steder i Australien. Til gengæld er der bid i krydderierne og kant i syren, og det giver en speciel kontrast til frugten. Forfriskende men også anderledes. På godt og ondt.


Zontes Footstep Chocolate Factory 2020
Australien, McLaren Vale
Rødvin, Shiraz
Normalpris kr. 179,95, Set til kr. 159,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 88 Pts.
Der bliver ikke lagt fingre imellem med Chocolate Factory fra Zontes Footstep. En vin med masser af mørke fornemmelser fra frugter, bær og krydderier – med tydelige hints af både mørk chokolade og bitter mokka. Det bliver lidt voldsomt, lidt sært – men også ganske interessant.


Zontes Footstep Apple Betty 2021
Australien,  Adelaide Hills
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 179,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 88 Pts.
Jeg er spændt, da jeg skal smage denne Apple Betty. Er det lykkedes australierne at skabe en sprød og frisk Chardonnay i højderne omkring Adelaide? Hmm… ikke helt. For godt nok er det ikke tungt og fad-fedt, som man nogle gange oplever i Australien. Men den beherskede fylde med en vis frugtig elegance er alligevel pakket ind i et toasty og roasty univers. Det bliver lidt distræt – men helhedsindtrykket er okay. Chardonnay, der både er toasty og tasty.


Zontes Footstep Super Trooper 2019
Australien, Fleurieu
Rødvin, Shiraz/Cabernet
Normalpris kr. 154,95, Set til kr. 139,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 87 Pts.
Ikke langt fra Adelaide og Langhorne Creek finder vi halvøen Fleurieu. Ikke et vinområde, vi hører om så ofte, og jeg tror heller ikke, det bliver Super Trooper, det baner vejen. Her er skruet op på max på alle knapper. Fylde, krydderier, kant og fedme. Den har det hele – og også lidt for meget af det.


Zontes Footstep Excalibur 2022
Australien,  Adelaide Hills
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 154,95, Set til kr. 139,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 86 Pts.
Da jeg lurer i smagekassen fra Zontes Footstep er det Excalibur, der giver mig de største forventninger. Sauvignon Blanc fra Adelaide Hills. Kan det lykkes at fremelske den unikke syre og charme hernede? Jeg håber det. Men bliver skuffet. For alle de steder, jeg forventet, at en Sauvignon Blanc skal være frisk og livlig, er denne vin i stedet tung, træt og træg. Jeg er ikke fan – men kan heldigvis finde andre gode ting fra Zontes Footstep.