Ren, fin value-Piemonte

Cascina Vengore Belgardo Terre Alfieri Nebbiolo 2019 
Italien, Piemonte 
Rødvin, Nebbiolo 
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 100,-  
Scandinavian Wine & Chocolate 
6 Stj., 95 Pts. 

Det er ikke hver dag, jeg kaster seks stjerner afsted til en vin. Men hvis nogen fortjener det, er det denne Belgardo Terre Alfieri fra Cascina Vengore i Piemonte. Sammensat af Nebbiolo-druer fra vinhusets marker, er det en saftig oplevelse fra start til slut. Den har fået 16 måneder på egetræsfade, hvilket er gjort med allerstørste omhu, for man fornemmer ikke fadlagringen på anden måde, end at den er med til at løfte det sarte og frugtige udtryk. 


 
Vinens navn hentyder til det gamle Belgardo-område, hvor vindyrkningen kan spores helt tilbage til oldtiden. Vinen er derfor skabt med største respekt for traditionerne, selvom vinhuset sideløbende er fulgt med tiden og eksempelvis er gået over til økologisk dyrkning i 2016. Samtidig har jeg ikke indtryk af, at smagen vil blive betragtet som gammeldags af ret mange, for udtrykket er ungt, friskt og saftigt, samtidig med at man fornemmer d modne lag af frugter og krydderier. Lyse hindbær og modne brombær er perfekt afstemt og giver en vin, der måske ikke skal sættes sammen med en tung gryderet, men som sagtens kan klare en middagsanretning med lidt lysere kød. Ikke desto mindre vil jeg allerhelst bare nyde smagen, uden at den skal påvirkes af andre elementer.  


 
Belgardo er en ren, fin og saftig rødvin, der er klar til det, nogle ville kalde et ‘glas i utide’. Med denne vin i glasset er det aldrig utidigt – snarere på høje tid.