Diskret og afdæmpet vin, der markerer sig blidt og blødt på tungen

Vigna Dogarina Cabernet Sauvignon 2016, Venezia, Italien

 

Områderne omkring Veneto og Venezia er oftest præget af italienske druesorter, men her er det for en sjælden gangs skyld en rendyrket italiensk Cabernet Sauvignon, vi har fået fat i. Og tilmed en aldeles ung én af slagsen, hvilket ikke ændrer på den bløde stil, men som dog tilføjer noget friskhed som erstatning for den lidt mindre fylde.

 

Det er en temmelig diskret og afdæmpet vin, der markerer sig blidt og blødt på tungen, og som først for alvor smager igennem, når man når ind i eftersmagen og de friske og ungdommelige syretræk træder frem. Det gør det også til en let og rar rødvin til sommervarmen, hvor de italienske fætre af tungere karakter bliver lige voldsomme nok.

 

Det taler egentlig imod min normale smag, men jeg kan ganske godt lide denne her for den friske og spinkle stil, der er pågående på en uimponeret måde.

 

Kr. 69,-

Propperiet

 

******