fredag, april 16, 2021
Introvert californisk charmetrold

Introvert californisk charmetrold

De Loach Pinor Noir 2015 ; Rødvin ; Pinot Noir ; Californien ; USA ; ★★★★★★ Kr. 219,95 Philipson Wine

Pas på, hvis du har svært med overdrevne superlativer. For dem vil der være mange af i de kommende linjer. Det her er nemlig noget nær det bedste, jeg har smagt i år. Det er en amerikansk Pinot Noir fra det californiske Russian River-område, og det er en vin med ustyrligt flotte duftnoter af lyse jordbær. Smagen er så helstøbt og afbalanceret, at det næsten giver tårer i øjnene, for der er lige nøjagtigt nok smag til, at man føler sig overvældet, men samtidig er der ikke mere smag, end at der er plads til hver eneste lille mikroskopiske nuance, der én for én betager med elegance og lækkeri. Det er så henrivende blødt, og samtidig er der stadig masser af nuancer og kompleksitet. Ja, det er ikke bare lige før, at det er den bedste vin, jeg har smagt i år. Det ER den bedste vin, jeg har smagt i år. Pinot Noir af højeste kaliber – og stadig i den uimodståelige, finurlige og introverte charmetroldsstil.

Fik du læst...