En rollercoaster, hvor man nogle gange råber højt i begejstring og andre gange helst ikke vil være med på turen længere.

Brillio Ponte Lungo 2015, Basilicata Italien

 

Den italienske producent Ponte Lungo er ikke helt som alle de andre. Det er nemlig ikke vine, der er grundlagt på et fast geografisk italiensk distrikt, der bliver hældt på flasker, men derimod blandinger af druer fra hele Italien. Derfor kunne jeg også godt have ønsket mig et lidt mere helstøbt indtryk fra denne vin, der er en sammensætning af Sauvignon Blanc, Chardonnay, Viognier og Trebbiano.

 

Vinen står syrligt i sin duft men en pæn fylde, og den smager egentlig rart og imødekommende i første indtryk. Herefter følger en syrlig smagsudvikling, der igen går over i en blød eftersmag med en syrlig afrunding. Det gør vinen til en lille rollercoaster, hvor man nogle gange råber højt i begejstring og andre gange må holde sig for øjnene, fordi man i virkeligheden helst ikke vil være med på turen længere.

 

Der er ikke rigtig nogen stringent retning i vinen, der rammer lidt for langt ude i siden af smagsnuancerne, uden at der er balance, der kan bygge bro, og derfor bliver det lidt usammenhængende.

 

Kr. 65,- v/6 stk.

Gallovini

 

******