Meunier-drevet Champagne i knastør stil

Francis Boulard & Fille Champagne Murgiers  
Frankrig, Champagne 
Bobler, Meunier/Pinot Noir 
Normalpris kr. 450,-, Set til kr. 415,-  
Vinova 
3 Stj., 95 Pts. 

Champagne er i sandhed ikke bare Champagne. Det viser Francis Boulard & Fille med denne Champagne Murgiers, der allerede skiller sig gevaldigt ud i næsen. Det er der flere årsager til, men den vigtigste er velsagtens, at det er Meunier-druerne, der fylder det meste. Desuden er den kun hældt på flaske for ganske nylig, mens det også hører med til historien, at vi er i den knastørre Brut Nature-kategori. Så hver gang, der er skruet på en knap, er den skruet helt i bund, og det giver en meget særlig – og til min smag enormt charmerende stil. Helt rank, fin og elegant – men også med en meget markant og crispy fornemmelse i smagen. Det er nok en Champagne, som du enten vil knuselske eller ikke rigtig bryde dig om, for den er kompromisløs og særlig.