En meget flot lys rosé-farve, en god fyldig duft og en ganske lækker smag, der er sødlig, uden at den kammer over i et sukkerinferno.

Casa Ermelinda Freitas Rosé, Setubal, Portugal

Som det både gælder for dette vinhus’ blandinger af røde- og hvide vine, så er også denne rosé en meget succesfuld blanding, der giver en moderne og let tilgængelig vin, der vil tilgodese langt de fleste.

I Flaskehalsen skal der meget til, før vi klapper hænderne sammen i begejstring over en rosé-vin, som vi et eller andet sted betragter som en slags bastard, der ikke rigtig ved, om den vil være hvid eller rød.

Det betyder også, at vi bukker os andægtigt i støvet, når en rosé-vin får os på andre tanker, og det er tilfældet med denne portugiser, der har en meget flot lys rosé-farve, en god fyldig duft og en ganske lækker smag, der er sødlig, uden at den kammer over i et sukkerinferno.

Det er en frisk og rar vin, der både er blød og sød, men stadig frisk og med en vis portion charmerende sylighed. Lækkert.

Kr. 55,-
Adelino

******