Flot og temmelig atypisk syditaliener med nuancer, der vækker nysgerrighed.

Passo del Sud 2015, Benedetto Lorusso, Puglia, Italien

 

Vine under 100 kroner kan være rigtig lækre og fine. De kan have masser af nuancer og stor imødekommende og indbydende stil. Men det er sjældent at tingene spiller så fint sammen, når der også er store og raffinerede modspil i nuancerne, som det er tilfældet med denne lille herlige sag fra Puglia.

 

Det er producenten Benedetto Lorusso, der står bag, og vi har at gøre med en meget ung rødvin, som sikkert vil udvikle sig i nye interessante retninger fremover. Men vurderet lige nu og her, så er det altså en både atypisk og umanerligt spændende Puglia-vin, der har den velkendte fylde, men som også rummer en anden kompleksitet.

For i kanterne er der spændende modspil fra syrlige smags-elementer, og det gør den både til en mere frisk og nysgerrighedsvækkende rødvin, end de store frugtrige – og i øvrigt ofte helt fantastiske – vine, vi plejer at smage fra den italienske støvlehæl.

 

Virkelig flot til prisen – og interessant både nu og med et udviklingsperspektiv for øje. 

 

79,-

Gallovini

******