Rosé-vin kan være mange ting. Og man kan have mange personlige forhold til og forestillinger om, hvad der er en ‘almindelig’ eller ‘klassisk’ rosé. Virkeligheden er ganske som med 99,9% andre ting i livet, at der er et utal af nuancer, der ikke tåler at blive smækket sammen i en enkelt hyldest eller fordom.

For mit vedkommende er det formentlig den gamle historie, der har gjort, at jeg har været vældig skeptisk overfor rosé-vin. I min tidlige vin-alder har jeg smagt billig og sur rosé, og i de første forsøg på at finde ind til denne kulørte drik, har jeg ganske enkelt været uheldig. Det medfører en tilbageholdenhed, når der skal investeres penge i en god flaske vin til en lun aften, og så har jeg hellere foretrukket en let rødvin eller en fyldig hvidvin.

Men det kan jeg jo godt ærgre mig over, når jeg nu sidder og evaluerer de rosé-vine, jeg har smagt i den seneste tid. For jeg kan se på anmeldelserne, at jeg faktisk godt kan lide flere af dem. Typisk dem med fylde og power – gerne de spanske Tempranillo-roséer. Men jeg skal heller ikke holde mig tilbage fra at sige, at jeg også er stødt på vine, der har skubbet til fordommene om rosé som en vin, der hverken er det ene eller det andet.

Ikke desto mindre er det befriende at få flere nuancer på smagen – og her er rosé ikke blot på kuløren, men også på variationen – en interessant skabning.