Masser af kraft og saft, men med et godt friskt modspil der sikrer, at vinen ikke bliver for tung.

Cottini 2012, Valpolicella Classico Superiore, Italien

Hvis man har en forkærlighed for italiensk Valpolicella Classico, så skal man gøre sig klar til at få en potentielt ny favoritvin her. For producenten Cottini har med sin 2012-udgave af en Valpolicella begået en rigtig flot Valpolicella med masser af frugt, men også med en frisk fornemmelse, der står i skarp kontrast til de tungere norditalienske klassikere som Barolo og Amarone.

Her er det langt mere letbenet, uden at der er gået på kompromis med fylde og finesse. Det er de italienske druer Corvina, Rondinella, Corvinone og Molinara, der har lagt saft til denne vin, og det giver en vin med god struktur og flotte nuancer.

Er du mest til de fuldfede bumlebasser, så kan det godt tænkes, at denne vin vil være lidt for frisk til dig, men vil du gerne have et friskt modspil til den store smag, så skal du helt sikkert forsøge dig med denne fine vin, der tilmed kan købes til en fornem pris på bare 89 kroner.

Kr. 89,- v/6 stk.
Høj Larsen Vinimport

******