francisco_terra_mineiI dag er Vuelta-feltet i Galicien. Den yderste spids af det nordvestlige Spanien, hvor de pilgrimsrejsende forsager en masse lækre vinoplevelser i området omkring hovedbyen Santiago de Compostela.

Det er især hvide vine, der er i fokus i Galicien, hvor vinbønderne holder sammen om at producere hvidvine, der er i kategori med de bedste i verden.

Rias Baixas er et underområde, som det er værd at holde øje med, for her finder man det bedste af det bedste, og meget af vinen produceres på Albariño-druen. Tættere på grænsen til Portugal er det værd at holde øje med Treixadura-druen, der ikke er den mest kendte på vores breddegrader, men som klarer sig flot i underområdet Ribeiro.

Vi har netop valgt at kaste vores smagsløg efter en Treixadura-vin, og den skiller sig meget ud fra andre spanske hvidvine. For spanierne elsker at kaste vine på fade, når de skal lagres, men denne vin har fået lov at udvikle sig på ståltanke i stedet. Det giver en meget ren, ærlig, fed og frugtfyldig hvidvin, der på samme tid er fuld af sødme og syre.

Treixadura er egentlig bedst kendt som en portugisisk blandingsdrue, men her i det nordvestlige Spanien folder den sig endnu flottere ud med masser af karakter, og den evner sagtens at stå alene uden ‘hjælp’ fra andre druer.

Det er en fed hvidvin, der stadig er frisk, og det er en sødlig hvidvin med masser af syre. Lækker balance, som virkelig har sin egen plads på de spanske vinhylder.