Kobal Roots Blaufränkisch 2024
Slovenien, Štajerska
Rødvin, Blaufränkisch
Normalpris kr. 229,-, Set til kr. 229,00
www.kogs.dk
4 Stjerner – Pengene værd
93 Pts. – Glimrende
Kobal Roots 2024 fyldt med røde bær, energi og en uimodståelig lethed. Den har rygrad nok til, at man tager den seriøst, selvom den er levende og livlig. Den er fuld af saftig charme, og den lille krydrede kant giver den lige det ekstra twist, der gør en forskel.
Hvis du har svært ved at finde en velsmagende naturvin, men alligevel leder efter en rødvin, der ikke maser sig frem med tanniner eller tunge fadtoner, så er du landet det helt rigtige sted. Den er oplagt til charcuteri, fjerkræ og alle de hyggelige hverdagsmåltider, hvor man bare vil have noget, der smager godt uden at kræve opmærksomhed. Den er mindre oplagt til søde, tunge saucer eller chili-baskere – der mister den sin elegante balance.
Farven er nydeligt rubinrød på en lidt uklar og grumset måde, der skyldes at den er ufiltreret og uklaret. Duften byder på kirsebær og røde bær, der giver både friskhed og dybde. Der er også et strejf af sort peber og nellike samt en diskret jordet tone, der føles naturlig og uprætentiøs. I munden er den saftig, rank og sprød med høj syre og silkebløde tanniner, der glider afsted uden modstand. Eftersmagen er overraskende lang og har en lille mineralsk afrunding, der gør den ekstra appetitlig.
Štajerska og de stejle Haloze Hills er et område, hvor vinmarkerne nærmest hænger fast i skråningerne. Det er grønt, dramatisk og fuld af små dale, hvor vinden holder druerne friske og giver vinene deres karakteristiske friskhed.
Bojan Kobal er en af områdets mest markante skikkelser. Hans “Roots”-serie handler om at skrælle alt unødvendigt væk og lade druen og stedet tale rent og klart. Det er vin, der er påvirket så lidt som muligt i vineriet, og som byder på præcision, håndværk og respekt for naturen.
Blaufränkisch er normalt kendt for sin kombination af frisk syre, mørke bær og krydret peber. Her får du en mere rødfrugtet version, hvor syren og tanninerne er polerede, og hvor den klassiske pebernote er pakket ind i en friskhed, der gør vinen utrolig let at drikke. Det er Blaufränkisch i en mere elegant, levende og næsten sprælsk udgave.
Druerne håndplukkes og gærer med deres egne naturlige gærceller. Det giver mere personlighed og et mere “levende” udtryk. De ligger med skallerne i cirka tre uger, så farve og smag trækkes ud uden at gøre vinen tung. Efter gæringen får den et halvt år på brugte franske fade, hvor den gennemgår malolaktisk gæring – en proces, der gør vinen blødere og rundere. Den bliver hverken klaret eller filtreret, så du får den i sin mest naturlige form. Til sidst hviler den et par måneder på flaske, før den sendes ud i verden.
Kobal Roots Blaufränkisch 2024 er en vin, der leverer ren drikkeglæde med friskhed, energi og personlighed. Det er charmerende, umiddelbart og velsmagende, og den lander et sted, hvor den både føles tryg og genkendelig – og alligevel som noget helt andet, end du er vant til.
