Det lyder så simpelt at sige, at man gerne vil have en flaske rød Bourgogne. Geografisk er det et ret begrænset område, og vinene strutter af friske Pinot Noir-noter. Men under overfladen er Bourgogne næsten ligeså varieret som resten af vinens verden. Så hvor skal man starte, og hvor skal man slutte? Her får du et par bud.

Henri Boillot Bourgogne Pinot Noir 2019
Frankrig, Bourgogne, Meursault
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 299,95
Philipson Wine
5 Stjerner – 95 Pts.
Her får du en enormt dejlig Bourgogne, hvor de fleste af druerne kommer fra Meursault-området. Det er et superlækkert sted at starte sin Bourgogne-rundtur, for her får du masser af let tilgængelighed i en vin, der er mere blød, blid og cremet i sin fylde, end flertallet af Bourgogne-vine. Meursault-området er bedst kendt for store hvidvine, men når deres lidt bamsede røde Bourgogne-vine er så flot afstemt som her, så er der virkelig value for money.


Domaine Gauffroy Marc & Fils Santenay 1er Cru Clos Rousseau 2020
Frankrig, Bourgogne, Santenay
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 379,00
Vild med vin  
5 Stjerner – 95 Pts.
Hvis du er ude efter rød Bourgogne med masser af nuancer og elegance, men hvor der stadig er muskler og smag undervejs, så er Santenay vejen frem. Og med denne vin har Gauffroy begået et lille mesterværk, når prisen tages i betragtning. Insisterende og inciterennde i sin syre og lækre lyse frugter og bær. Kompleks, men uden at den er svær at forstå og nyde. En vin, der charmerer sig lige ind i den del af hjertet, der ikke kan modstå lækkerier med et let udfordrende twist.


Madame Veuve Point Pommard 2015
Frankrig, Bourgogne, Pommard
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 429,00 – Set til 399,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 95 Pts.             
Pommard er ofte relativt uinteressant, når det kommer til rødvine, for det kan blive lidt for bamset til, at man får styret de lyster, der typisk melder sig, når trangen til rød Bourgogne sniger sig ind på dig. Men her er der noget alder, der er med til at få herlighederne til at falde til ro, og derfor bliver det en skønn oplevelse af afstemt syre og lyse frugter, der smyger sig om hinanden. 


Madame Veuve Point Gevrey-Chambertin 2017
Frankrig, Bourgogne, Gevrey-Chambertin
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 499,00 – Set til 449,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 94 Pts.
Gevrey-Chambertin har ry for at være et af de allerfineste områder i Bourgogne. Kompleksitet, finesse og kompleksitet klæber sig gerne til disse vine, og det kan man også godt fornemme i denne vin fra Madame Veuve Point. Det er lidt mere sprælsk og viltert, end jeg ville have ventet, for syren er enormt livlig. Det smager rigtig godt, men jeg ville nok lade den ligge nogle år i kælderen, inden jeg for alvor følte mig tryg ved den.


Domaine de Suremain Mercurey 1er Cru Clos L’Eveque 2019
Frankrig, Bourgogne, Mercurey
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 215,00
Philipson Wine
5 Stjerner – 93 Pts.
Mercurey er det største af områderne i Bourgogne, og det er også det varmeste. Det kan man ofte mærke på vinene, der bliver lidt blødere og federe og smagen. Det gælder også denne fra Domaine de Suremain, som er sluppet løs på et fornuftigt tidspunkt. For den er sprød og fin lige nu, hvor syren stadig er i fuldt vigør – hvis du gerne vil have det endnu mere blødt og smooth, kan du vente lidt med at drikke den. Men så tager du også risikoen for, at det bliver lidt for glat og nysseligt på overfladen. 


Madame Veuve Point Santenay 1er Cru La Comme 2016
Frankrig, Bourgogne, Santenay
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 329,95 – Set til 299,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 93 Pts.
Dejlig friskhed i denne vin, der er lidt lukket i begyndelsen, men som byder på masser af dejlig frugt, syre og finesse, når den får lov at åbne sig. Hav lidt tålmodighed og stryg den med hårene, inden du skænker den i glasset – så får du en vin, der giver den værdi, du kan forvente i denne prisklasse.


Domaine de la Vougeraie Terres de Familie Bourgogne Pinot Noir 2019
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 239,95 
Philipson Wine
4 Stjerner –  90 Pts.
Her bliver det lidt broget og snørklet i forhold til de øvrige røde Bourgogne-vine, vi har smagt i denne omgang. Den har klare noter af røg og brændte nuancer i næsen, men efterhånden fortager det sig i en vis grad. Den skal nok have lov at hvile lidt længere i kælderen, inden den er i topform, men der er potentiale til, at det kan blive rigtig godt.


Madame Veuve Point Bourgogne Pinot Noir 2019
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 179,95, Set til 149,-
Andrup Vin
4 Stjerner – 89 Pts.
I denne Bourgogne, der er samlet sammen med druer fra flere områder, får du en god portion spjæt og spræl, hvis du ikke giver den rigeligt med luft. Eftersmagen er fuld af charme, men samtidig bliver det en smule for livligt undervejs, til at man helt kan få samling på trådene.