Et glimrende bud på julevinen med sin charme og nuancerede stil

Domaine Les Aphillantes 2011, Le Cros, Cotes du Rhone, Frankrig

 

Når julevinen skal udpeges, så skal der gerne være lidt, der stemmer med madens sødme, syre, fedme og tyngde, hvis menuen altså ellers er klassisk.

 

Derfor er Rhone-vine ofte et relativt sikkert valg, og samtidig findes der så mange forskellige smagsvariationer i forhold til sødme og syre, at du med lidt søgen og smagen vil kunne finde en yndling herfra.

 

Og måske bliver det denne Domaine Les Aphillantes, der mest er til dig, der søger den nuancerede, frugtrige og fyldige julevin. Der er også syre undervejs, men først og fremmest samler syren sig mod slutningen af smagen og sætter et rart punktum på en vin, der ellers primært præges af fylde og frugt.

 

Farvemæssigt har vinen et violet skær, og duften har meget af den samme nuancerigdom som smagen, og virker som en indbydende måde at byde nyderen velkommen ombord i glasset på.

 

Vi har en vin, der har rigtig mange kvaliteter, og som er et glimrende bud på julevinen med sin charme og nuancerede stil. Skulle den nå en topvurdering hos os, skulle balancen mellem frugt og syre have haft en anelse mere til syre-siden.

 

Kr. 119,-

A Vinstouw


 

******