Et lækkert og solbrændt glas Sardinien-vin, der har en lidt speciel og små-flippet kant.

Cannonau di Sardegna Riserva 2012, Sardinien, Italien

Vin fra Sardinien har sin egen historie, og én af historierne handler om druen Cannonau. Det hævdes, at den er forløber for den drue, vi i Spanien og Frankrig kender som Garnacha eller Grenache, men der bliver kæmpet indædte fights for at bevise, hvilken variant, der kom først.

Når alt kommer til alt er druernes genetik ifølge de fleste eksperter enten helt ens eller enormt tæt på at være ens. Så hvilken, der kom først, kan i princippet være ligegyldigt for os almindelige mennesker, der i stedet kan koncentrere os om, om vinen smager godt eller ej.

Vi oplever en vin med en flot dybde og power i både farve og smag. Det er et solbrændt glas vin, der har en lidt speciel og små-flippet kant. Den er ganske storladen, og nogle vil nok finde den for kraftig. Ja, man kan ligefrem tale om en kanonagtig udladning af krudt og kugler.

Ikke desto mindre er der tale om en vin med et gevaldigt jule-potentiale, og til alle med hang til kraftige og saftige vine, skal denne helt bestemt smages.

Kr. 69,- v/6 stk.
Vin Med Mere

******