Efterhånden trænger en insisterende parfumeret lækkerhed ind og giver en overraskende god oplevelse.

Gusbourne Guinevere 2013, County Kent, England

 

Det er usædvanligt for mig at bruge så mange penge på en hvidvin, som jeg skal lippe for denne ganske særlige størrelse. En engelsk Chardonnay, der har masser af overraskelser i ærmet.

 

Vi er i afdelingen for vine, der er præget af spændende og lækre nuancer af de mere finesse-fornemme, og hvor der skal slynges en omgang ekstra i glasset for at få alle indtrykkene med.

 

I første omgang virker det lidt ferskt og let, men efterhånden trænger en insisterende parfumeret lækkerhed ind, og sammen med en nydelig og yndefuld frugtsmag giver det en overraskende flot vinoplevelse.

 

Du skal nok være beredt på, at du betaler en god del af prisen fordi det er en sjælden vin fra et område, hvor der ikke produceres ret meget, og derfor kan man sagtens argumentere for, at den er i en noget højere prisklasse, end smagen berettiger til. Men det er altså ganske fint, og så er der en god portion street-cred til vin-ego’et over at have udvidet kataloget over smagte vine med endnu en englænder.

 

Kr. 300,-

Korsholm Vin

 

******