Fløjlsblødt og let at gå til, mens der stadig er en stor fedme og smagstyngde

Hollows Shiraz 2012, Mount Langi Ghiran, Victoria, Australien

 

Australsk Shiraz er en legendarisk variant af rødvin. Og selvom det ofte er Barossa Valley, der brillerer med Shiraz-vinene, så er der altså også en masse lækkerbidskener at finde i Victoria-området i den sydøstlige del af landet.

 

Det er her, at Mount Langi Ghiran-vinene bliver til, og denne Hollows Shiraz er en rigtig flot og blød vin, der har alt det, man kan ønske sig af sådan en australier-basse. Den holder imidlertid også et pænt højt prisniveau sammenlignet med andre vine på samme niveau, men det skal ikke ændre på vores begejstring.

 

For det er fløjlsblødt og let at gå til, mens der stadig er en stor fedme og smagstyngde, der opvejes af fint afstemt syre, der giver den nødvendige balance.

 

Det er ganske fint og flot, og vi kan ikke rende fra, at vi er glade for denne smagsoplevelse.

 

Kr. 123,75

Laudrup Vin

 

******