En smagsmæssigt ganske bastant vin, men også en vin i flot balance og med høj score på lækkerheds-skalaen.

Atteca Armas 2013, Calatayud, Aragon, Spanien

 

Rene Garnacha-vine kan ofte byde på en ret stor og frugtfed oplevelse, når de kommer fra den indre del af Spanien. Her er vi i den nordligt liggende Aragon-provins og nærmere bestemt i vinområdet Calatayud.

 

Vi har tidligere nydt godt af 2011-udgaven af denne vin, og den var måske lige en snas ekstra lækker, i forhold til den nyere 2013-årgang. Men det er de små detaljer, der gør forskellen, for også 2013’eren fortjener at få masser af anbefalinger med på vejen.

 

Det er en ganske mørk vin, der har masser af varme og muskler i sig. Smagen er blød og grænsende til det fedladne og sødmefylde, og sammen med krydderierne og den modne syre, gør det vinen til en smagsmæssigt ganske bastant vin, men også en vin i flot balance og med høj score på lækkerheds-skalaen.

 

Det hører også med til historien at denne storartede og storladne flaske holder et ganske højt prisniveau, og det er ikke umuligt, at du kan finde ligeså god vin til en væsentlig mere spiselig pris. Men ligefrem at gå til angreb på prisen som værende unfair ville i sig selv være uretfærdigt, for der er enormt meget kvalitet for de temmelig mange penge her.

 

Kr. 249,- v/6 stk.

Andrup Vin

 

******