De steder, hvor smagen er skruet op, er knappen drejet lidt for langt i bund.

Vieira de Sousa, Fine White Port

Vi er i den prisvenlige del af portvinsskalaen, og det kan smages. Denne hvide portvin har svært ved at finde sin balance, og det er som om, at alle de steder, hvor der er skruet op for smagsnuancerne, har den fået et nøk for meget.

Der er en del sødme, der er en sprittet kant, en spids og lidt bitter og besk kant, der strider imod smagsløgenes fornuft og fornøjelse.

Godt nok er prisen ikke ret høj, men ærligt talt – spendér den 50’er ekstra og få noget i højere kvalitet. Især hvis vi vi taler juleportvin, for der vil denne mest af alt minde om en af de kedeligste salmer, der synges rundt om juletræet, hvor ingen alligevel rigtig kan huske teksten og derfor bare nynner genert og tilbageholdende.

Kr. 109,-
Adelino

******