Enkeltmarks-Rioja med masser af fad

Bodegas Luis Cañas El Palacio 2019 
Spanien, Rioja 
Rødvin, Tempranillo/Graciano/Viura 
Normalpris kr. 669,95, Set til kr. 299,95 
Supervin 
5 Stj., 95 Pts. 

 
Der findes store vine. Og så findes der rigtig store vine. Det her er én af dem, der ligger lige midt mellem de to kategorier, og den kan meget vel bevæge sig fra stor til rigtig stor, når den har ligget i kælderen i 10-15 år. For vi har at gøre med en enkeltmarksvin med 38 måneders lagring på nye franske egetræsfade, og den slags sætter sine spor. 

Luis Cañas er et af de gode gamle Rioja-navne, og El Palacio-marken blev etableret i 1969. Den består af tre terrasser, der har forskellig sol-eksponering, og som består af tre forskellige druesorter. Tempranillo er den klassiske Rioja-feeling med kant og temperament, Graciano giver en dybere frugt og Viura giver lethed og åbner nye nuancer. 

Det gør El Palacio til en kompleks vin, der på trods af de mange mørke frugter, det udtalte fadpræg og de endnu hårde tanniner, gemmer på en flot flok af forrygende tendenser, der bare trænger til tid.  
 


Det er rustikt og relativt stramt, men det er komponeret efter bedste, traditionelle Rioja-opskrifter og det skaber grobund for en vin, der med (næsten-) garanti vil blive lidt af et vidunder, når vi spoler kalenderen 10-15 år frem.