Klassisk australsk Shiraz-fedme og fylde, der både trænger igenem i duften og i smagen.

Longview The Piece Shiraz 2010, Adelaide Hills, Australien

 

Nogle vine vil rigtig gerne gøre gevaldigt opmærksom på sig selv, allerede inden proppen er trukket ud af flaskehalsen. Nogle gange er det et godt tegn, mens det andre gange kan dække over, at selve indholdet måske skal dele opmærksomheden med indpakningen, fordi det ikke klarer at imponere nok i sig selv.

 

Den skepsis er svær at se bort fra, når der lander en vin i et metalhylster, fordi kunstværket, der udgør vinens etikette, ikke skal beskadiges. Sådan et metalrør er ikke i sig selv smukt, og det er ikke særlig vinhylde-venligt, men hvad pokker. Lad os da bare givet et point for opfindsomheden.

 

Selve kunstværket, der omkrandser vinflasken kan da også godt få et point, hvis det skulle være, for det er ganske fint at tænke helhedsindtryk, og at det ikke kun er selve vinen, der skal pirre synssansen. Det er lidt vildt i sit udtryk, det der er malet henover flasken, og det giver en street-agtig attitude, uden at jeg i øvrigt skal kloge mig på den slags.

 

For det først og fremmest smagen i flasken, der har vores fokus. Og her er der heldigvis også noget godt at komme efter, så vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt indpakningen blot er en måde at skabe opmærksomhed omkring en vin, der ikke klarer sagerne på den rene smag.

 

Der er masser af kvalitet i vinen, der har den klassiske australske Shiraz-fedme og fylde, der både trænger igenem i duften og i smagen. Det er ret fint – og så kan man tilmed vælge at se metalrøret som et lille fikst værktøj, der ikke kun beskytter etiketten, men som også beskytter vinens temperatur fra at blive for høj.

 

Kr. 299,- v/6 stk.

Andrup Vin

 

******