Min normale Ripasso-skepsis sættes på plads af en smuk og fornem oplevelse.

Monte del Fra Valpolicella Ripasso Classico Superiore 2014

Italiensk Ripasso fylder efterhånden en hel del på de danske vinhylder, og denne vintype, hvor saften har fået lov at passere igennem ædel Amarone-kvas, kan være fremragende, mens der andre gange kan være lidt for meget stritteri i smagen.

Her har vi en vin med alle de titelmæssige betegnelser, man kan drømme om, hvis man vil overtales – det er både en Classico og en Superiore, og mens man nogle gange bliver skuffet over at skulle lade sig forblænde af den slags, så lever denne faktisk op til at være både klassisk og super.

Den har således en smagsmæssig friskhed, der springer ud fra en meget frugtrug stil, og selvom duften er præget af lidt syre, så mødes man i smagen af en stor fylde med masser af lækkerhed.

Afslutningen er krydret og kraftfuld og leder hen til en lang eftersmag, hvor der er er små antydninger af alle smagens elementer, og det er et sublimt puntum på en rigtig fornem Ripasso.

Indrømmet – Ripasso-vine har svært ved at overbevise mig om, at de er andet end en flok Amarone-snyltere, men her bliver jeg sat på plads af en sand Ripasso-perle.

Kr. 119,20 v/3 stk.
Propperiet
*****