Jeg kunne godt savne lidt større fylde og lidt mere af den lækre bær-agtige eftersmag, der ofte kendetegner Langhe Nebbiolo-vine, men det ændrer ikke på, at Renato Ratti har begået en fin vin her.

Renato Ratti Langhe Nebbiolo 2013, Piemonte, Italien

Hvis nogen siger ‘Barolo’, så er stort set alle med den mindste smag for vin helt med på, at vi er ude i en af de mest anerkendte og store vine fra det nordlige Italien. ‘Langhe Nebbiolo’ vinder til gengæld knap så megen genklang, selvom logikken siger, at endnu flere burde kende til denne.

Der er nemlig tale om noget, som man med lidt frækhed kunne kalde en billig-Barolo, eller discount-Barolo, om man vil. Det er dog ikke helt fair for Langhe Nebbiolo har trods sine klare slægtskaber med Baroloen sine helt egne kvaliteter, der ikke hamler op med Baroloen, men som til gengæld også er langt nemmere at komme i nærheden af rent prismæssigt.

Langhe er et område i Piemonte, og Nebbiolo er den drue, som Baroloen også laves på. Her er der tale om de druer, der ikke var helt fine nok til Baroloen, men som stadig holder en virkelig høj kvalitet.

Renato Ratti har ry for at være en af de mere eksperimenterende og frække drenge i den gamle klasse, der videreudviklede den klassiske Barolo. Også hos ham bliver Nebbioloen desuden brugt til Langhe Nebbiolo-vine, der holder et fint niveau.

Det er en vin, der lys i glasset, men som har en skarpere og mere fyldig smag end man kan opleve i Nebbiolo-vine fra andre områder. For at få det optimale ud af denne vin, skal den rundt til alle smagsløg i munden, så uanset om du føler dig som en klovn eller lettere småsnobbet vinentusiast, så skylder du dig selv at skylle vinen så godt omkring i mundens afkroge, at du får alle smagsnuancer med.

En hurtig gennemhældning i munden vil efterlade vinen med en kraftig, syrlig og lidt skrap smag – men lad den udvikle sig undervejs, og du vil opdage de mange flotte bløde og smagsrige nuancer, der også findes i vinen. Jeg kunne godt savne lidt større fylde og lidt mere af den lækre bær-agtige eftersmag, der ofte kendetegner Langhe Nebbiolo-vine, men det ændrer ikke på, at Renato Ratti har begået en fin vin her.

Kr. 109,95 v/12 flasker
Philipson Wine

******