Fremragende smag til nydere og spændende nuancer til de nysgerrige.

Calista Pinot Noir 2013, The Coast Range, Californien, USA

 

Faste læsere her på sitet kender min forkærlighed for Pinot Noir. Og dermed også min relativt kræsne tilgang til denne vidunderlige og sarte drue. Derfor kan du også tage det for gode varer, når jeg skamroser denne californiske flaske, så jeg skal holde lidt igen for at det ikke bliver pinligt.

 

Det er en vin med en enormt lang og lækker eftersmag, der hælder en anelse til den krydrede side, hvis vi sammenligner med andre Pinot Noir’er. Men det er kun spændende tilføjelser, der er, til den velkendte lyse og bløde stil og den foranderlige, lange og spændende eftersmag.

 

Du kan godt finde en rigtig lækker Pinot Noir til den halve pris, hvis du er heldig. Men end ikke et prisskilt i nærheden af 200 kroner kan få mig til at sløjfe en eneste stjerne. For det her er rendyrket elegant nydelse med en fremragende smag til dig, der bare gerne vil nyde, og med masser af nuancer til dig, der gerne vil gå på opdagelse i smagsfarveladen.

 

Kr. 194,95

Supervin

 

******