Det her er en lækkerbasker, der har en unik stil og en superhøj kvalitet.

Wöhrle Lahrer Rieslaner Auslese 2015, Tyskland

 

Lyse dessertvine har det med at blive meget søde og klistrede. Det gælder de franske, det gælder de italienske og det gælder for så vidt også for de ice-vine, der ikke er i en vanvittig prisklasse.

 

Det gør kun denne Auslese fra Tyskland til en endnu mere bemærkelsesværdig vin. For jeg mindes ikke at have smagt en så fremragende dessertvin af de lyse varianter. Det er sødt, bevares, for ellers ville den aldrig passe med søde desserter. Men den har nogle små fine finesser af elegance, der fuldstændig sætter oplevelsen på den anden ende.

 

Det er ikke syrligt som sådan, men det er sødme på en langt mere frisk måde. Der er nogle små parfumerede, krydrede, urte-agtige noter, der med ganske små og diskrete prikkerier sikrer et modspil til den massive sødme, der giver en helt fænomenal oplevelse.

 

Ja, det er sødt. Men det er sødt med nuancer, som jeg ikke rigtig kan sammenligne med så meget andet. For det her er en lækkerbasker, der har en unik stil og en superhøj kvalitet.

 

Kr. 149,- (50 cl.)

Propperiet

 

******