Der er ingen tvivl om, at Riesling er en af vores foretrukne hvidvinsdruer i Danmark. Den kan komme i et utal af varianter og sødmegrader – og ligeså forskellige vinene kan være, ligeså forskellige kan priserne være. Herunder kan du finde fem af de Rieslinger, jeg har været begejstret over – og som lige nu er til at købe til særligt gode priser hos forhandlerne. Priserne er tjekket 18.8.23 og kan være forbundet med krav om flerstyks-køb eller andet.


Tesch Krone 2021
94 Pts., Normalpris 249,95
Tilbudspris 119,95
Forhandles af Supervin

Jeg har smagt en god portion af vinene fra tyske Tesch. Oftest er niveauet rigtig fint, uden at jeg falder helt bagover. Med Riesling Krone har Tesch begået en bemærkelsesværdigt lækker Riesling, der er proppet med fylde, dybde, friskhed, syre og elegance. Den pirrer og prikker alle de rigtige steder, og den giver samtidig en blød og behagelig fornemmelse af balance og overskud. Imponerende Riesling fra Nahe.


Neverland Femme Fatale 2021
95 Pts, Normalpris 189,-
Tilbudspris: 160,-
Forhandles af Husted Vin

Hvis du har en forkærlighed for Riesling men nogle gange synes, at der går for meget frugt-mos i Mosel-vinene, så kan du med fordel begynde at udforske det største tyske vinområde Rheinhessen. Her kan du lidt oftere støde på tørre og stringente hvidvine, og når alt går op i en højere enhed har de både syren og dybden i smagen. Det lykkes denne vin med, for Neverland Femme Fatale er en farlig dame, hvis man har nemt ved at lade sig forføre. Frugtsmagens dybbde er blød og intens, samtidig med at den imponerende syre og frugtfyldte stil giver friskhed og saftige fornemmelser. Riesling på et imponerende højt niveau.


Meddersheimer Paradiesgarten Feinherb 2022
91 Pts., Normalpris 69,95
Aktuel pris: 69,95
Forhandles af Vinimondo

Riesling har sin egen unikke måde at holde balancen mellem syre og sødme. Og uanset, om du går efter en Trocken, Feinherb, Kabinett, Spätlese eller en af de mange andre sødmegrader, vil der stadig være mange udtryk, der adskiller de enkelte vine. Her har vi en Feinherb – altså lidt sødere end tør, men mere tør end sød – der lever fornemt på sin sprøde syre, der endda perler en anelse på tungen. Alligevel fornemmes sødmen som en lækker blødhed, der øger den læskende, saftige og nemt tilgængelige friskhed. En Riesling i flot balance – og til en uhørt lav pris.


Jakob Schneider Riesling Halbtrocken 2022
90 Pts, Normalpris 119,95 (1 ltr)
Tilbudspris 89,95 (1 ltr.)
Forhandles af Jysk Vin

Dejligt nemt tilgængelig Riesling med ekstra sødme – men uden at det bliver andet end imødekommende og omfavnende. Ikke den store kompleksitet, men det søger man heller ikke til denne pris. Bemærk, at her er en hel liter i flasken, så normalprisen svarer til 86,25 for en almindelig flaske, mens tilbudsprisen svarer til 67,50.


Romerhof Necto II 2019
91 Pts., Normalpris 119,-
Tilbudspris 99,-
Forhandles af Andrup Vin

En Riesling i kategorien Feinherb har en smule mere sødme end den klassiske Trocken. Sødmen kan udfolde sig på forskellig vis, men når den er afbalanceret i forhold til syren, kan Feinherb være intet mindre end fortryllende. I prisklassen omkring 100 kroner er det, hvad der sker for Romerhof Necto II, der lever stort på sin friskhed, men som samtidig har den behagelig og let cremede sødme, der giver en ekstra charme og tilgængelighed. Lækker Riesling Feinherb i rigtig fin balance.