Rosé-sæsonen er på vej til at gå på hæld. Men heldigvis kan man nyde rosé-vin hele året, hvis man har lyst til det. Og måske venter der en lang og lækker sensommer, der kan give os lyst til at trækker rosé-sæsonen lidt længere ud, end normalt.

I denne omgang rosé-smagning er der et par overraskelser, der efterlader sig de største indtryk. Picaro del Aguila fra Ribera del Duero er måske ikke den bedste af vinene, men det er en af de mest interessante, fordi den skiller sig ud. Paul Mas har skabt en meget ‘almindelig’ rosé, som overrasker med en imponerende prissætning.

Og så er testvinderen vel egentlig ikke rigtig en rosé. Tesch står nemlig bag en Blanc de Noir på Pinot Noir-druer – altså rødvinsdruer, der er lavet hvidvin af. Den har en snert af rosé-kulør, men man har ikke ladet den pressede druemost tage farve fra skind og skaller, hvilket eller plejer at give rosé-kuløren. Derfor kategoriserer man den som Blanc de Noir (altså hvidvin af mørke druer). Ikke desto mindre har jeg godtaget den til denne test, fordi det smagsmæssigt giver bedre mening end at inkludere den i en hvidvinstest.


Tesch Deep Blue 2021
Tyskland, Nahe
Rosé, Pinot Noir
Normalpris kr. 239,95, Set til kr. 179,95
Supervin
5 Stjerner, 94 Pts.
Er det hvidvin eller rosé? Det kan man med rette være i tvivl om, for i virkeligheden er det vel mest en hvidvin, men den har lidt kulør og en smule dybere frugtsmag. Uanset kategori, så smager det rigtig lækkert. En Blanc de Noir lavet på Pinot Noir-druer fra det tyske Nahe-område. Her har man fjernet skind og skaller, så vinen ikke tager ret meget farve, men det er stadig den bløde og elegante Pinot Noir-finesse, der præger smagen. Lidt mere elegant end de fleste roséer, lidt mere dyb end de fleste hvidvine. Først og fremmest er det pragtfuldt balanceret og superlækkert sammensat.


Puech-Haut Argali 2022
Frankrig, Pays d’Oc
Rosé
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 119,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.
Af og til fornemmer man, at rosé-producenter kører et kapløb på smarte og fotogene flasker. Det er helt fint med mig, hvis bare smagen i vinen er god nok til at bære det, og de smarte ydre detaljer ikke bliver en måde at skjule et uheldigt produkt. For den dygtige franske producent Puech-Haut er der heldigvis masser af kvalitet i vinen i denne rosé, der smager rigtig lækkert. Det er blidt, blødt og med lækker frisk frugt, der aldrig får den sødlige fornemmelse, men som derimod er enormt ærlig i sin frugtige og drueprægede smag. Den kantede flaske får den til at skille sig ud på vinhylden – og smagen har fortjent at blive ligeså bemærket.


Trientum Milare Rosato 2022
Italien, Chieti
Rosé
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 85,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 92 Pts.
Der er dejlig frugt med lidt melon i blød fersken i noterne. Det smager faktisk rigtig dejligt, hvis du skal bruge en rosé-vin, der er nem at drikke, og som kan fungere som aperitif eller hyggevin til sensommer-eftermiddagen på terrassen. Vellykket og til en meget attraktiv pris.


Pícaro del Aguila 2021
Spanien, Ribera del Duero
Rosé, Albillo/Bobal/Grenache/Tempranillo
Normalpris kr. 329,95, Set til kr. 219,95
Supervin
4 Stjerner, 92 Pts.
Det her er specielt. Spansk rosévin har ikke nødvendigvis de stolteste traditioner, men der findes unikke og spændende roséer fra det iberiske land. Picaro del Aguila er fra Ribera del Duero-området og er sammensat af både rødvins- og hvidvinsdruer. Der er masser af smag og power i den, samtidig får du masser af farve og masser af dybde. Det gør den ikke til en sød rosé-vin, for der er også skruet op for både krydderier og syre.  Det er sindssygt spændende, men det er også meget anderledes. Så du skal ikke forvente en rosé, der smager, som du er vant til, men en rosé, der kan være med til at udvide din horisont i forhold til, hvad rosé-vin også kan, når der er skruet helt op for smagen og attituden.


Baron M Jardin d’Amour 2022
Frankrig, Provence
Rosé
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 99,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 91 Pts.
Her har vi en helt igennem klassiske Provence-rosé. Det er behageligt, blødt og smagfuldt på en måde, hvor man fornemmer sommerens balstyriske sommerfugle i maven, samtidig med at man forkæles med en elegant og diskret syre. Det smager dejligt, selvom det ikke som sådan overrasker. Det behøver det heller ikke, så længe der er tale om en velskabt og flot balanceret vin, som det er tilfældet her.


Paul Mas Rosé de Syrah 2022
Frankrig, Pays d’Oc
Rosé, Syrah
Normalpris kr. 65,-, Set til kr. 65,-
AMKA
5 Stjerner, 90 Pts.
Hvad kan man få for 65 kroner? For det meste vil jeg sige, at du kan få en okay vin, som du nok har glemt ligeså hurtigt, som du har sparet op til den. Men Paul Mas efterlader alligevel et rigtig fint indtryk med denne Syrah-baserede rosé. Det er selvfølgelig ikke noget vidunder, der vælter den store verden af vin, men mindre kan altså også gøre det. Her får du blide frugtnoter, bløde bærnoter og en charmerende friskhed. Den markante frugtfornemmelse gør den aldeles velegnet til at være godt afkølet. Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er fremragende rosé i lavpris-kategorien.


Tarani Gamay 2022
Frankrig, Comté Tolosan
Rosé, Gamay
Normalpris kr. 65, Set til kr. 65
AMKA
5 Stjerner, 89 Pts.
Gamay-druen er først og fremmest en Beaujolais-ting. Det er den drue, der danner base for de fleste friske rødvine fra det klassiske, franske område, og jeg har også flere gange oplevet den som en rigtig kompetent drue til rosé-vine. Tarani har med denne Gamay-rosé fra 2022 skabt en vin, der har en dejlig smag med en vis frugttyngde, selvom det stadig er det velkendte lette, frugtige og behagelig univers, vi bevæger os i. Der er ikke så mange særlige kendetegn, der får den til at skille sig ud. Ikke desto mindre er det en vin, der brillerer med et fint og ukompliceret udtryk i sin prisklasse.


Flor de la Mar 2022
Portugal, Setubal
Rosé
Normalpris kr. 79,-, Set til kr. 69,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 87 Pts.
Her er vi i den varme del af det portugisiske vin-landskab. Setubal ligger i nærheden af LIssabon, der der findes både rigtig lækre vine og dessertvine herfra. Flor de la Mar har en del smag, og også lidt for meget til min smag. Der er rigeligt meget dybde og en del krydderi, hvilket ikke er ulogisk, når vi er i et varmt område. Det er et plus, hvis du skal have en rosé-vin, der kan tåle at være meget afkølet, for så vil den stadig smage af en masse. Men det er altså alt sammen på bekostning af elegance og balance.



Fio de Oiro 2022
Portugal, Bairrada
Rosé, Blend
Normalpris kr. 59,95, Set til kr. 59,95
AMKA
4 Stjerner, 87 Pts.
Fio de Oiro er meget elegant, som den tager sig ud i den lille, buttede flaske. Med sin lyse og charmerende farve, lover den masser af sprød frugt, men den lever ikke helt op til forventninger i smagen. For det er som om, at den vil lidt for meget og bliver lidt for broget og distræt i sin tilstedeværelse i glasset. Lys farve, let stemning – men det peger i rigtig mange retninger. 


Montecappone Muntobe 2022
Italien, Marche
Rosé
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 119,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 86 Pts.
Jeg er på nippet til at være lidt små-allergisk overfor vine, der bliver parfumerede og alt for blomstrede. Og det er lidt et problem for Montecappone Muntobe, at den har en markant aroma, der minder lidt for meget om en blomsterbutik. Eller om en helsebiks med masser af forskellige sæbedufte. Jeg kender folk, der lige præcis elsker den slags, og de vil helt sikkert finde glæde ved denne vin fra dygtige Montecappone, men for mit vedkommende falder den udenfor skiven, og jeg savner, at der er noget mere syre og friskhed, der kan opveje den voldsomme mængde af aromatiske og parfumerede dybder. 


Val dei Molini Chiaretto Bardolino 2021
Italien, Custoza
Rosé
Normalpris kr., Set til kr.
Import
86 Pts.
Jeg kender desværre ikke prisen på denne italienske rosévin fra det nordøst-italienske landskab. Ofte er Bardolino-roséer fine og elegante, men her er det som om, at der har sneget sig et lidt støvet udtryk ind over herlighederne. Måske er den bare ved at have nået en alder, hvor den er blevet lidt træt i kanten, for jeg savner noget mere liv og glade dage undervejs. Det er ikke fordi, det smager skidt, men det er bare lidt som at drikke et glas sodavand fra en flaske, der har været åben siden i forgårs. Okay, men der mangler lige den sidste friskhed og sprødhed.