Det er en meget fransk vin, der har en relativt kompromisløs tilgang til sig selv

Chateau la Fagnouse, Saint-Emilion Grand Cru 2013, Bordeaux, Frankrig

 

Nogle vil mene, at jeg stadig ikke er gammel og erfaren nok, til at jeg for alvor kan forelske mig i Bordeaux-vine. Andre vil bare mene, at det er fordi jeg faktisk har god smag. Det er helt legalt at mene, hvad man vil, men faktum er, at det er sjældent jeg finder en Bordeaux-vin, jeg nyder for alvor.

 

Jeg er da også udfordret af denne Saint-Emilion, og jeg gætter på, at mange gennemsnits-vinelskere i Danmark vil være det samme. Kuløren er fin og jordbærrød, men allerede tidligt i smagen bliver oplevelsen præget af temmeligt spidse tanniner, der trækker tungekanten sammen.

 

Der er ikke den store imødekommende stil, som gerne charmerer danskere, og den trænger derfor til noget smagfuld mad, der kan give den de modspil, den ikke helt selv rummer.

 

Ligefrem at kalde det en hyggevin, det ville jeg have svært ved. Det er en meget fransk vin, der har en relativt kompromisløs tilgang til sig selv, og som derfor vil være en lækkerbidsken for nogle, mens de fleste nok vil finde den lidt for indelukket.

 

Kr. 89,-

Skjold Burne

 

******