Skal der serveres snaps til mig til julefrokosten, så lad det for alt i verden være denne.

Økologisk Akvavit, Danmark

 

Årets økologiske akvavit fra Holte Vinlager er ligesom sidste år smagspåvirket af en spændende kvartet af aromatiske ingredienser. Der er dild, der er porse, der er chili og der er citron.

 

Som udgangspunkt tænker jeg inden at smagen på dråberne, at det må være svært at holde dildens markante smag i skak, men det lykkes altså ganske godt i denne spændende flaske.

For uanset hvor markant dild smager, uanset hvor sprælsk en chili kan springe i munden, og uanset hvor bitter en citron ofte er, så lykkes det at skabe en lækker bund af porse-urten, hvor dild, chili og citron giver spændende nuancer og kant.

Jeg er absolut ikke en snapse-mand, men her vil jeg faktisk gå så langt som at sige, at jeg godt kan lide den. Det er store ord fra mig, og det skyldes de meget smagfulde urter, den bløde stil og ikke mindst den usædvanligt flotte balance, der gemmer sig i dråberne, der holder fornuftige 38% i alkohol.

Skal der serveres snaps til mig til julefrokosten, så lad det for alt i verden være denne.

 

Kr. 179,-

Holte Vinlager

 

******