Det er ikke en trendy ungdoms-eliksir, men en brandy der nok skal skabe glæde ved de modne kaffeborde.

Metaxa 7, Grækenland

At kalde denne for en likør, er nok ligeså fejlagtigt som at kalde den 7-stjernet. For godt nok er der tale om den 7-stjernede version af den græske Metaxa-brandy, men på vores skala, der går til 6 stjerner, må den altså nøjes med fire af slagsen.

Det er en god blanding af tørrede druer og Muscat-vin, der ligger til grund for denne græske brandy. Metaxa producerer en række forskellige mærker med forskelligt antal stjerner, og denne befinder sig et eller andet sted i midten af kvalitets-skalaen.

Flasken er et lille kapitel for sig, og den er inspireret af oldtidens græske vaser. Destilatet på denne 7-stjernede Metaxa er op til syv år gammelt, og væsken har angiveligt hvilet på franske egetræsfade.

Det er en brandy, der smagsmæssigt river, slider og varmer ganske gevaldigt. Der er en vis honningagtig sødme, der trækker langt ind i eftersmagen, og det sætter er fint punktum for den ellers relativt sprittede og klassiske stil, der ikke kan beskyldes for at have fulgt med tiden og forsøgt at ramme en mere moderne stil.

Det gør ikke noget, for det er en ganske spændende og rustik drik, der næppe bliver det store hit til ungdomsfesterne i de danske forsamlingshuse, men som nok skal ruske en god stemning op omkring et mere modent kaffebord.
Kr. 249,- (inkl. 2 glas)

Uhrskov Vin

******