Fever Tree Aromatic Tonic ; Alkoholfri ; Tonic ; ★★★★★☆ ; Kr. 20,- ; Diverse forhandlere.

Fever Tree Aromatic Tonic

Alkoholfri, Tonic
★★★★★☆
Kr. 20,-
Diverse forhandlere

 

Der var engang, hvor en tonic var en tonic. Og hvor en tonic smagte af det hvide kød mellem skallen og frugten på en grape. Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Den type tonic findes stadig, men der er efterhånden så mange varianter på markedet, at det ikke er nok at tale om tonic. Det er lidt som at påstå, at en øl smager af øl.

 

Fever-Tree er blandt de producenter, der virkelig viser mangfoldigheden i tonic-genren, og her har vi en såkaldt Aromatic Tonic, der har en markant større frugtsmag og sødme, end den gammeldags tonic. Det er angivet, at den har fået tilført angostura-bark, og uden at jeg helt nøjagtigt skal gøre mig klog på, hvordan den slags smager, så kan jeg konstatere, at den i tonic-sammenhæng giver en mere blød og tilgængelig smag, der sagtens kan klæde mange interessante drinks.

 

Farven er sådan lidt rød-orange på en pastel-agtig måde, og det smitter selvfølgelig af, når du blander den i en drink. Sammen med en helt klar gin vil den få betydning for det samlede udtryk, og det gør faktisk ikke noget. Et fint alternativ til dig, der finder en gammeldags tonic for skrap i sin stil – her får du både bitterheden og en større portion blød frugtsmag, end du ellers er vant til.