Ligesom du kan abonnere på aviser, grøntsager, biler, boxershorts, fisk og strømper, så kan du selvfølgelig også abonnere på vin.

Når du nu har valgt at besøge dette website, så er det selvfølgelig fordi, du har en eller anden interesse for vin. Interesse og nysgerrighed hænger ofte sammen, og når man er nysgerrig vil man gerne lade sig overraske.
Men at stå i et supermarked eller en vinforretning og gribe en tilfældig flaske ud af den blå luft, det er alligevel noget, de færreste vælger at gøre. Når man først står der, så vil de fleste automatisk søge mod noget, de på en eller anden måde kender – eller noget, de har en forventning om, at de kan lide.

 

Overraskelsesmomentet gør det interessant at se lidt nærmere på de mange nye abonnements-ordninger, der er blevet lanceret fra forskellige vinhandlere. For ligesom du kan abonnere på aviser, grøntsager, biler, boxershorts, fisk og strømper, så kan du selvfølgelig også abonnere på vin.

 

Vi har kontaktet en række af de danske vinhandlere, der tilbyder vin i abonnementsform, for at se nærmere på, hvilke forskelle, der gør sig gældende. Og generelt er det et velment ønske om at skabe større interesse for vinens mangesidede univers, og at skabe en let tilgængelig helhedsoplevelse for kunden, hvor madopskrifter og vinbeskrivelser er en del af pakken.

 

Tilpasset med passion og personlighed
Vinimperiet forhandler vine fra små producenter rundt omkring i verden. Her er vinabonnementet et ekstra tilbud til kunderne, for det er ikke hovedforretningen i deres biks.

 

– Jeg har personlig kontakt til de fleste abonnenter, og det betyder, at jeg kan skræddersy deres abonnement efter deres personlige ønsker. Men de fleste vælger dog at stole på mit valg, fortæller imperiets bagmand Bjarne Jørgensen, der gerne indrømmer, at hans valg af vine har en vis opdragende effekt på kunderne, samtidig med, at vinene er særligt udvalgt til den enkelte.

 

Det skriger langt henad vejen af passion og vin-nørderi, og jeg er oprigtigt fristet af tanken, tonen og tilgangen fra Vinimperiet. Vinimperiets abonnement byder på fire flasker vin om måneden, og du kan vælge, om det skal være basis, luksus eller jetset-kvalitet, og om det skal være ren rødvin eller en blanding af rød og vin. Priserne går fra 290,- til 390,- om måneden – og så er der selvfølgelig leveringsomkostninger.

 

Abonnementer og ansvarsfralæggelse

Men jeg er jo også i nørd-kategorien. Og det er du måske ikke. Hvis du bare vil have serveret en kasse med vine og lade vinhandleren påvirke, hvad du skal servere dem til, så har du muligheder hos eksempelvis Winebox eller Vinoli. Her tilbydes vine med vinguide – og hos Winebox er vinene udvalgt i samarbejde med en kok, der også langer madopskrifter med i kassen. Det er med andre ord helhedsløsningen til dig, der gerne vil vide lidt mere om din vin, men ikke gider nørde igennem, og ikke har tålmodigheden til at stå i supermarkedet og udvælge nøje, hvad der skal i glasset. Og løsningen til dig, der gerne overlader ansvaret til andre, når det gælder om, hvad du skal skænke i glasset.

 

Vinhit er en anden abonnements-udbyder, som hører i samme kategori som Winebox og Vinoli. Her byder abonnementet på fire kasser á 12 flasker om året, og der suppleres med vinguide og madopskrifter. Den længere periode mellem abonnementskasserne giver umiddelbart en større frihed for kunden til at planlægge menuer og vin-valg over en længere periode, og forhandleren, der selv udvælger vinene i forbindelse med besøg hos vinproducenterne, gør en dyd ud af, at vinene ikke bare skal smage godt, men at de også gerne skal rumme en god historie.

 

Winefamly – en god fidus, eller bare en fidus?

Endelig skal vi også runde Winefamly, der breder sig ud i det store annoncemarked med masser af reklamer med en kendt kok, som jeg nok burde vide, hvem er. Men hvad gælder det egentlig om, det der Winefamly? Er der en fidus i det, eller er det halvvejs fup? Det er svært at gennemskue, hvis man ikke går systematisk til værks, og jeg vil ønske, at jeg havde tiden til at lave en valid undersøgelse af showet. Jeg har desværre kun kunnet lave lidt stikprøver på, om priserne er værd at gå efter.

 

Husk på, at du hver måned betaler 75,- for at være medlem. Så de 75,- skal altså spares hver eneste måned, hvis det skal kunne betale sig. De første vine, jeg tog stikprøver på, gjorde mig i tvivl om, om Winefamly er en god forretning for forbrugeren. For de oplyser ’kostpris’ og ’estimeret markedspris’ på deres website, og sidstnævnte skal du tage ligeså let på, som når andre forhandlere oplyser ’vejledende pris’ eller normal pris. En hurtig test gennem Vivino viser, at ’estimeret markedspris’ er sat meget højt, når det gælder vine til lav eller medium pris. Men når vi når de lidt dyrere vine, er den estimerede markedspris ikke helt ved siden af, og en dyr Chardonnay, der står til 340,- i gennemsnitspris på Vivino kan købes til 241,- hos Winefamly.

 

Generelt matcher Winefamly den gennemsnitlige pris, jeg kan finde på Vivino – og ofte er Winefamly også mellem 10 og 20 procent lavere. Hvis det eksempelvis gælder for vine til 50,-, så skal du altså huske på, at du skal købe 8 vine for at have ’tjent’ medlemsprisen ind – hver måned. Ligesom du med medlemsskabet vil føle dig forpligtet til at handle hos Winefamly fremfor på ’det frie marked’.

 

Der, hvor jeg i første hurtige gennemsyn kan se, at Winefamly for alvor er attraktiv, er hvis du gerne køber spiritus. Jeg er vild med rom, og den lille lædertaske-rom Pampero Anniversario er på Winefamly opgivet med korrekt markedspris – og 50 kroner billigere end de fleste andre steder. Ron Matusalems 23 års Solera er tilmed 100 kroner billigere, end du kan købe den til, hvis du fiser en tur over grænsen. Problemet med spiritus-arsenalet er, at mange af de gode priser er på udsolgte varer.

 

Winefamly lægger også vægt på, at du ikke nødvendigvis skal købe et vist antal af de enkelte vine for at opnå den gode pris. Mange steder kræver det et køb af 6 eller 12 stk. for at opnå den gode pris, og den del er absolut en attraktiv fordel hos Winefamly. Men det er også en model, der vinder frem hos mange andre vinhandlere. Skovgaard Vine var mig bekendt en af de første, der tilbød vine til 12 styks-prisen, selvom man køber 12 forskellige. Også Andrup Vin er hoppet med på denne bølge, og Propperiet Vin-import har på rigtig mange vine sat mængdekravet ned til 3 stk for at opnå tilbudsprisen.

 

Så Winefamly eller ikke Winefamly? Jeg var skeptisk i min tilgang, men det virker s’gu reelt nok, når vi kigger på de ’kostpriser’, de sælger deres produkter til. Tag ikke den estimerede markedspris som pejlemærke for vinens reelle pris/kvalitet – om end vi på spiritus-fronten må sige, at WInefamly er aldeles konkurrencedygtig og troværdig, når bare varerne er på lager.

 

Winefamly har gratis prøve-tilmelding frem til 20. april, så det er værd at give et skud.

 

Abonnement eller ej?

Og så lander vi i den store konklusion. Er vin-abonnement en god idé eller ej? Som udgangspunkt vil jeg sige nej tak. Og jeg vil anbefale de fleste at sige nej tak. Det er lidt som at tænde for radioen i stedet for at sætte en CD på musikanlægget. Går du efter noget gennemsnitligt med få opture og en masse musik, du ikke bliver generet af, så kan det være fint nok – og du får muligheden for at blive både positivt og negativt overrasket undervejs. Men skal du synge med og nyde det hele i fulde drag, så er det altså et album med favoritkunstneren – eller din egen blandede playliste, der skal til.

 

Jeg vil gerne selv have indflydelse på mit valg af vin, og det er der ikke ret store muligheder for i et vinabonnement. Skulle jeg vælge et, så ville det være Vinimperiet, der giver mig indtryk af, at udvælgelsen sker med stor personlig passion – og ønsket om at imponere og ’opdrage’ kunden i en retning, kunden kan lide.

 

Winefamly giver mulighed for at vælge i et bredt sortiment, men det låser dig også – ubevidst – fast som forbruger, fordi du hele tiden vil have i baghovedet, at du skal spare de 75,- du har betalt i medlemskab, inden du kan tillade dig at købe vin andre steder.

 

Gav jeg dig løsningen på, om du skal bestille vin på abonnement eller bruge tiden på at udvælge dit køb med større omhu? Sikkert ikke, for det vil altid være op til den enkelte. Men jeg håber, jeg har hjulpet dine tanker lidt på vej i forhold til, om det er en god idé for dig – eller ej.